Lykken findes ikke på Talent 100, men måske i en gul hættetrøje

Man ser altid lige sin sidemand i flyveren hurtigt an. Absolut ikke længere end to-tre sekunder, alt andet er overskridelse af intimsfæren – ingen interaktion må forekomme med så kort afstand til fremmede næser – hvis du altså ikke er 18 og runder Gothersgade for at se, om du er heldig inden pornopizzaen hos Pizza Huset.

Manden holder kvinden på låret, mens han læser Berlingske. De diskuterer en politisk artikel. Kvinden er iført mørkeblå jeans. Hendes parfume dufter af blomster, og hun bladrer i flystolens udvalg med sine velplejede negle, der er lakeret i den helt rigtige sarte rosa. »Næ, det er sgu da storebroren Ronnie,« udbryder hun begejstret til et billede af en speedwayrytter, der er blevet portrætteret i ugens Ud & Se. »Det er en syg sport,« tilføjer hun. De virker lykkelige. 

Jeg sidder i 2ndhand Adidas-tracksuitbukser, der er to numre for store, en stor, gammel sweatshirt og mørkeblå kasket. Jeg har aldrig forstået folk, der flyver i andet end joggingtøj.

Jeg sidder med Weekendavisen i papirform. Jeg bemærker blikket, de begge giver mig, idet jeg hiver avisen op af tasken, og det er primært kvinden, der ikke helt kan få regnestykket til at gå op. Jeg smiler lidt ved tanken om, at hun nok ikke kan beslutte sig for, om jeg er den bedste reklame eller den værste.

Jeg kommer med det samme i tanke om dengang, Martin Krasnik optrådte i en annonce for Weekendavisen i en sart gul hættetrøje, og marketingafdelingen i øvrigt havde påduttet ham at fugte fingeren på tungen og »bladre« på sin iPad for at henvise til salgsproduktet, som var det digitale abonnement til nye læsere. Længere behøver jeg ikke at gå ind i den historie, for han har selv skrevet det, der skal siges om den sag.

Jeg er dog ikke enig i, at den gule hættetrøje sælger så dårligt, som Martin Krasnik påstår. Det kommer vel an på øjnene, der ser. 

Og mine øjne ser en indgang til en målgruppe, der ikke vidste, at de ville kunne lide at læse Weekendavisen. Sådan nogle som mig. Og hvis FN’s rapport beskriver situationen i Danmark korrekt, kunne vi nok alle drage nytte af at se verden gennem en gul hættetrøje eller bare tage den på lidt oftere, hvis man altså er under 30 år. Gul repræsenterer livsglæde og håb, hættetrøjer repræsenterer den afslappede og uformelle side af mennesket, og ved at omfavne kombinationen kan vi forhåbentlig lade være med at tage livet så skide alvorligt.

Lykken findes alligevel ikke på Talent 100-listen.