Jønke har skrevet en bog om en elg, der hedder Helge, og nu kan jeg ikke tænke på andet
Kære læser
Morten Messerschmidt sagde i min podcast forleden: »De fleste af mine venner stemmer ikke på mig. Jeg synes, det er mest interessant at være sammen med folk, der tænker nogle andre tanker end dem, jeg tænker«.
Jeg troede aldrig, jeg skulle skrive dette, men Morten Messerschmidts udsagn om at værdsætte forskellighed er blevet en katalysator for min egen undersøgelse af skribenter på Weekendavisen, der hver især tilbyder særegne indsigter og udfordringer.
Jeg har nu været fast Weekendavislæser i godt og vel fire måneder, og det er langsomt ved at fæstne sig, hvem og hvad der fanger mit øje og interesse, og hvad de gør ved min kreativitet, mit syn på ting og min inspiration – af vidt forskellige årsager.
Jeg har derfor udvalgt tre skribenter i denne omgang, som jeg håber, du vil finde lige så meget fornøjelse ved at lære at kende som jeg:
Marta Sørensen. Ukronet dronning af skæve refleksioner
Måske husker I Marta fra mit tidligere indlæg, fordi hun er skribent på flest artikler, hvor ordet »pik« indgår. Men det er nu ikke kun derfor, jeg synes, hun er fremragende.
Jeg nyder også de finurlige historier fra »Dagen ifølge«, hvor Martha i en lettere og mere umiddelbar tone end mange andre virker til ikke at tage livet så skide alvorligt og formår at få kedelige emner gjort til interessante refleksioner. Jeg er in it for the long ride med Marta. Både når hun møder Skat-jingle-manden til en fest for singler (altså ham, der har lavet ventemusikken til Skat), og når hun sviner »den skamløse brug af ordet ‘baby’ uden bestemt artikel eller ejestedord«.
Leny Malacinski. Irritation og genkendelse
Jeg kan godt mærke, at Leny er den skribent, jeg er mest optaget af.
Og selvom jeg hverken ville stemme på Morten Messerschmidt eller på Leny, kan jeg godt lide det, de prikker til i mig.
Hos Leny er det klart den mørkere side af mig, både når hun irriterer mig med sin udmelding i debatten om kvinders »mental load« og spørger om, »hvad kvinderne har sværest ved at give slip på – opvaskebørsten eller offerrollen?« Og når jeg genkender en fælles flabethed i tonen, når hun kalder politikernes dobbeltmoral ud: »Findes der ingen spejle på Christiansborg?«
Desuden elsker vi begge Rambo og mænd med tatoveringer, og hun kan som ingen anden sende mit tankemønster i alle retninger:
For eksempel da jeg i hendes »Dagen ifølge« læser, at »Bandidos nu endelig (får) politiets officielle anerkendelse af, at de faktisk er outlaws«, er jeg øjeblikkeligt videre i mine tanker til bandemiljøet. Hvordan ville min egen exitplan mon se ud, hvis den skulle udtænkes, og pludselig lander jeg på spørgsmålet om, hvad der egentlig er sket med Jønke?
Jeg har ikke som sådan et forhold til Jønke, ej heller en bestemt holdning, men jeg husker at have hørt en podcast med ham, hvor det fascinerede mig dybt, at han kunne holde samme toneleje, mens han på 30 minutter talte om både drabet på Makrellen, sin flugt til Canada og om sin bog Elgen Helge. Jeg bliver så opslugt af at finde ud af hans skæbne og hverdag i dag, at jeg drukner gode minutter af mit liv på at studse over teksterne om hans politiske parti.
Rammer den her slags tankestrøm også andre? Damn you, Leny.
Kristoffer Lottrup. Spækket besættelse
Jeg får nærmest svaret på mit spørgsmål serveret for næsen af mig, da en artikel fra Lottrup dukker op, og jeg griner højlydt. Den slags besættelse af et emne eller at følge en tankestrøm, som jeg selv oplever, synes jeg nemlig også at kunne fornemme i hans artikler.
Jeg har inden for den seneste måned læst to artikler af ham om spækhuggere. Først en med clickbait-titlen »Sensationelt solodrab« om massemorderspækhuggeren Starboard, der mistænkes for gentagne gange at nedlægge hvidhajer og nu er blevet taget på fersk gerning, og så hans seneste spæk-udgivelse om »Havets ulve«, en boganmeldelse om en dansk biologs erfaring med dræbermaskinen.
At udforske en mangfoldighed af stemmer og perspektiver, som dem vi møder i Weekendavisen, er at rejse ind i det uventede og det provokerende. Marta med sin humoristiske og skarpe pen. Leny, der konfronterer både personlige og samfundsmæssige paradokser. Lottrup, hvis passion for detaljen fører os ind i fascinerende verdener som spækhuggernes. Det giver mig so far en bedre forståelse af, hvor mange sider denne avis rent faktisk har, og derfor også en årsag til at fortsætte med at læse.
Kærlig hilsen
Emilie Lilja
Kære læser. Indholdet på denne side er et betalt partnerskab mellem Emilie Lilja og Berlingske Media. Det er produceret af Berlingske Medias kommercielle afdeling med henblik på at markedsføre Weekendavisen. Ansv. redaktør er Lisbet Røge Jensen. Kontakt: lrje@berlingskemedia.dk
Læs Emilie Liljas andre artikler
