Livspyromaner og nærværspsykopater
Peter Sommer sagde til Medina i årets Toppen af poppen, at »når man læser andres tekster, føler man sig forbundet til det menneske«, og sådan har jeg det både med Leny og med Linea, efter at de begge har fået mig til at indse, at jeg er gået fra at være livspyroman til nærværspsykopat.
Det hele begynder med et læserbrev fra Louise, der takker Amalie for artiklen »Kærlighed i algoritmernes tid«, og som fik mig til at dykke dybere ned i Weekendavisen og skribenternes holdninger til dating – og det er her, jeg får sat ord på to af de typer kvinder, der begge rammer mig – og måske også jer.
Ligheden som livspyroman er slående. Skræmmende.
Jeg har personligt selv mange års erfaring med at være dybt tilknyttet tilstanden limerence: »Afskyeligt kluntet i sin danske oversættelse: kærlidenskab, der beskriver et overfladisk, til tider ret voldsomt crush på en, der som regel er totalt uinteresseret, måske knap nok ved, at man findes.«
Måske du kender det: Du møder en af dine venners venner, I klikker, der er god stemning, han er flot, sjov og interessant. Aftenen slutter. Du cykler hjem alene med Xander i ørerne, og sangen Det burde ikk være sådan her handler lige pludselig om den her person, og hvorfor I cykler hjem hver for sig i stedet for sammen, for, var det her møde ikke starten på noget magisk, og passer hans efternavn egentlig ikke ret godt til dit (sagt med Stella Hertz’ stemme)?
Dagdrømmeri på speed der et sted i mine slut 20’ere gav så meget mening for mig, at jeg fik ordene always og limerence tatoveret med gotiske bogstaver på mine fødder – i ædru tilstand. Tal om at være hovedperson i egen dramaserie.
Linea fortsætter med at ramme hovedet på sømmet: »At det nok snarere handler om at have et nervesystem, der er så vant til at være i alarmberedskab, at man ikke kan fatte at være tryg, fordi det er uvant og derfor uhyggeligt. Der er stille. For stille.«
Som en god Nik & Jay-sang har jeg altid haft hvirvelvind i mit sind, så længe jeg kan huske, men det blev jeg først klar over, da jeg mærkede roen for første gang, og som årene og terapi-forløbene gik, fik jeg bevæget mig fra et buldrende nervesystem over til at blive enormt tiltrukket af ro, nærvær, blå lotus-te og meditationsapps.
Jeg er officielt blevet en nærværspsykopat.
Det må i hvert fald være det, det betyder, når jeg får flere sommerfugle i maven af at tænke på at falde i søvn til »Først til verdens ende« hånd i hånd med min kæreste og med min hund i midten end at stå håbefuld, halvstiv og kold i køen til Klamydiaslottet.
Ifølge Leny dominerer nærværspsykopaterne datingmarkedet, og hvis de primært bliver matchet med livspyromaner, kan jeg godt forstå, hvorfor der aldrig rigtig er nogen, der ender i en lykkelig og livsvarig afslutning i tv-programmerne Gift ved første blik eller Bachelorette, og at 112 For Knuste Hjerter er en af årtiets mest populære podcast.
Det var ikke lykkedes for mig at ændre mit liv fra livspyroman til nærværspsykopat, hvis jeg ikke havde sat spørgsmålstegn ved, hvordan jeg opfattede kærlighed og de indkodninger, jeg har fået med mig. Måske er det også løsningen for jer andre, omend det jo både er livsfarligt, og sikkert også ret hedt at matche to livspyromaner med hinanden.
Og bedst som jeg sidder tilbagelænet og tilfreds over at have accepteret min nye livsstil, hører jeg pludselig lyden af Lineas tændstik blive strøget og slå gnister i min indre æske.
Kærlig hilsen
Emilie Lilja
Kære læser. Indholdet på denne side er et betalt partnerskab mellem Emilie Lilja og Berlingske Media. Det er produceret af Berlingske Medias kommercielle afdeling med henblik på at markedsføre Weekendavisen. Ansv. redaktør er Lisbet Røge Jensen. Kontakt: lrje@berlingskemedia.dk
Læs Emilie Liljas andre artikler
