Mit dyr lever på en løgn
Kære læser
Jeg skimmer som regel mine Dagen ifølge–nyhedsbreve fra Weekendavisen på mail som det første om morgenen, når kontoret her åbner kl. 9. Det giver som regel et godt indblik i, hvad der optager skribenten, som har teten i den pågældende uge.
Denne gang var det Pernille Stensgaard, der i sin bio beskrives som en, der »trives bedst uden faste stofområder«, og jeg føler mig så set.
Det gav mig lyst til at skrive min egen version af Dagen ifølge, som nok nærmere burde hedde »Arkivet ifølge«. Værsågod.
Kærlig hilsen
Emilie Lilja
Arkivet ifølge Emilie Lilja
Der er et yndigt (og skide korrupt) land
Jeg bruger alligevel 5-10 minutter på at scrolle mig igennem oververdenen, og på den tid finder jeg blandt andet en chefredaktør, der påpeger, at Danmark »blev tidligere i år for sjette år i træk udråbt som det mindst korrupte land i verden«.
Det er fandme en tom fornemmelse efter dokumentaren Den sorte svane.
Ufrivillig fuld
Det er slut med ordsproget »fra børn og fulde folk skal man høre sandheden«: »For godt en måned siden blev en belgisk mand frifundet for spritkørsel, da det kom frem, at han under den påståede forseelse ikke var påvirket af indtaget alkohol, men af auto brewery syndrome.«
Ja. Du læste rigtigt. Der er simpelthen fundet et syndrom, hvor kroppen på egen hånd skaber en tilstand af fuldskab – uden indtag af alkohol.
Et bevidsthedsudvidende tankeeksperiment (som Pernille Stensgaard kalder det) slår rod og spirer: Ville dette være galt eller genialt til gravide på festivaler eller tørlagte alkoholikere?
Børn har brug for digital vejledning – det samme gælder voksne
Man taler meget om, at børn har brug for hjælp til at håndtere og begrænse, hvad de møder digitalt. Jeg er ikke uenig, og jeg har tænkt præcis det samme om os voksne.
Det kommer især til udtryk ved afgørelsen af Korsør-sagen og den berettigede kritik af medierne, der på den mest smagløse måde afslører, hvor afhængige de (og vi) er af likes, at deres indhold tangerer at være lige så mærkværdigt og bizart som det faktum, at Mørkeland har opretholdt deres topposition så længe på podcastlisten.
Jeg har fulgt en smule med på sidelinjen, og kritikken får mig til at tænke på »Han havde været træls igennem en længere periode«-fyren. En drabsmand, der med førnævnte og afstumpede melding retfærdiggjorde sit mord. Men også en melding, der efterfølgende gik viralt. Ikke nok med, at den sørgende familie, ja, sørgede. De skulle samtidig forholde sig til en morder, der fik opmærksomhed på deres bekostning.
Nogen skal tage sig sammen. »For det er rigtige mennesker, det handler om. Nogens elskede, nogens børn. Det er ikke lidt hyggekrimistof til sofaen søndag aften.«
Pelsen bedrager
Jeg skulle selv lige bruge et par minutter på at sluge, at ovenstående titel rent faktisk skulle tages bogstaveligt, og at min allergivenlige hund, Torben, på syv år og i øvrigt 90% af alle andre hunde (og deres ejere) i Gentofte kommune, har levet på en løgn hele deres liv: »Med andre ord er alle hunde potentielt allergifremkaldende, og der er ingen garanti for, at man undgår symptomer, hvis man vælger bestemte racer.«
Vi lever altså nu i en verden, hvor man ikke engang kan stole på menneskets mest trofaste følgesvend.
Modige Morten
… er egentlig bare Weekendavisens skribent Morten Beiter, der som den flamme i vinden, han er og tør være, offentligt kalder EM for »et boldstævne«.
Mage til mod i et land som Danmark skal man altså lede længe efter.
Hvornår blev det egentlig umoderne at passe sin egen biks? Var det, da vi fik adgang til alle andres?
Hvis du havde én dag tilbage… ville du så ikke lave hele din Instagram om til kun at have venner og familie i dit feed, frem for Kylie Jenners nye lipliner og influenceres ammehjerne-opslag? Det ville jeg.
»Engang var Instagram og Facebook vennebaserede. Det, vores feed var fuldt af, var personlige opslag og billeder fra folk, vi kender i virkeligheden. Her er et sløret foto fra en fest, vi var til. Her er min morgenmad og den bog, jeg læser lige nu.«
Tag mig tilbage til dengang, man lavede Facebook-albums af én enkelt bytur, og alting var så let.
Voldsmandens drøm
»‘Ender I i nærkamp, har I som kvinder ikke bare dårlige odds for at vinde. I har uendeligt dårlige odds.’ En mand, der forstår at motivere.«
Af ren og skær fornøjelse, men også som vigtig læsning fortjener Laura Hattens anerkendelse for denne artikel. Hun beretter om, hvordan kvinder kan forvandle sig fra at være voldsmænds drøm til deres værste mareridt ved at lære selvforsvar.
Kære læser. Indholdet på denne side er et betalt partnerskab mellem Emilie Lilja og Berlingske Media. Det er produceret af Berlingske Medias kommercielle afdeling med henblik på at markedsføre Weekendavisen. Ansv. redaktør er Lisbet Røge Jensen. Kontakt: lrje@berlingskemedia.dk
Læs Emilie Liljas andre artikler
