En annonce for Weekendavisen, som Anna Libak ville skrive den
Vi ville gerne skrive mere om sex i Weekendavisen
På Weekendavisen vil vi egentlig gerne skrive mere om sex. Vi tror, det interesserer vores læsere, og kan heller ikke selv sige os fri for en vis nyfigenhed.
Men det falder os svært. Hvor de fleste andre medier dusser løs på folk, holder vi os på respektfuld afstand for at vise, at læseren er sin egen. Det kælne føleri lader vi andre om. Læserne er ikke slyngveninder og bon- eller sengekammerater; avisen er ikke en journalistisk swingerklub, hvor der åndeligt kan gramses løs på fremmede mennesker.
Desværre viser den distance sig at frembyde vanskeligheder, når vi skal skrive om sex, der jo i sagens natur er grænseoverskridende. For det bliver nemt enten for intimt eller for tørt, for plat eller for platonisk. Forgæves har vi spejdet efter inspiration i andre medier, men de eneste medier, som skriver ligefremt og nøgternt om emnet, er tabloidaviserne: “Se billederne: Kendis smider tøjet” eller “Pornostjerne: Så stor er den i virkeligheden”.
Her lægger man ikke fingrene imellem eller foregiver at skrive om noget andet, nej, der er slag i bolledejen.
Den prosaiske tilgang aftvinger så absolut respekt, men er næppe en farbar vej for Weekendavisen: Hos os bæller man så at sige ikke vinen direkte af flasken. Den dekanteres først og serveres i krystalglas.
Det kælne føleri lader vi andre om. Læserne er ikke slyngveninder og bon- eller sengekammerater. Avisen er ikke en journalistisk swingerklub, hvor der åndeligt kan gramses løs på fremmede mennesker.
På Weekendavisen mener vi, at mænd skal opføre sig ordentligt. Og i visse tilfælde også kvinder. Punktum.
Hvad de øvrige seriøse medier angår, stiller sagen sig anderledes. Her pakker man for en sikkerheds skyld formidlingen af sex ind i en anden dagsorden.
Anatomisk videbegærlige læsere kan på videnskab.dk tage testen “Har du styr på penissen?” og “Har du styr på vaginaen?”, der i ugevis har ligget blandt de mest læste artikler. Der ligger ikke nogen test som “Har du styr på storetåen?” eller “Har du styr på halebenet?”, men det bemærker læserne næppe. Rent naturvidenskabeligt er det jo heller ikke uinteressant, at den gennemsnitlige penis er 9,16 cm i slap tilstand, hvilket overgår de fleste andre primaters og er et resultat af, at kvinder gennem tiden har foretrukket veludrustede mænd. Hvor stram den gennemsnitlige vagina er, og om den også er et resultat af mænds evolutionære præferencer, fremgår desværre ikke af quizzerne.
Det gør det så sandelig heller ikke af DRs børnefjernsyn, hvor den køres ind med John Dillermands penis, men hvor Rille Pernille glimrer ved sit fravær.
Men hov, stop! Det handler jo ikke om sex! Selvfølgelig ikke. Det er for børn! Nej, det egentlige formål er, at børn skal lære at få et afslappet forhold til deres krop, som man jo får, når man ser en sød mand, der kan ikke kan styre sin tre meter lange penis.
Og skulle der være en freudiansk børnepsykolog, der frygter, at John Dillermand kan udløse penismisundelse hos begge køn, kan DR altid henvise til Ultra smider tøjet. Her viser voksne deres helt nøgne kroppe frem i nådesløs belysning, og her er der absolut ikke noget at være misundelig over.
For ærværdige blade som Politiken og Information, der traditionelt har dækket ligestillingskampen intensivt, har den moderne feminisme til gengæld vist sig at frembyde uendelige muligheder for at vise billeder af pirrende afklædte kvinder.
Borte er de dage nemlig, hvor feminisme var det samme som lilla bleer, urtete og hængebryster. Moderne feminister – de såkaldte fjerdebølgefeminister – ligner de undertøjsmodeller, som ikke længere får lov at optræde i Victoria’s Secrets årlige modeshow, fordi de er for smukke, for sexede og for hvide. Men sådan ser de fleste fjerdegenerationsfeminister minsandten også ud, dog med den forskel, at de skam har taget ejerskab til deres egen krop og selv vælger, at de vil se så forrygende godt ud. De er sexsubjekter, ikke sexobjekter, for de vil selv.
Mindre komplekst bliver det ikke af, at fjerdebølgefeminister også tæller forhenværende mænd, altså transkvinder. Blandt Victoria’s Secrets nye modeller finder man for eksempel for første gang en transkvinde: den gudesmukke brasilianer Valentina Sampaio. Hun ligner grangiveligt fortidens kvindelige sexsymbol, men derfor vil det nu nok alligevel være en tilsnigelse at kalde hende for en patriarkalsk fantasi. Men er hun så en matriarkalsk?
Vi får aldrig styr på penissen eller vaginaen. Men vi vil meget gerne.
Hos os bæller man så at sige ikke vinen direkte af flasken, den dekanteres først og serveres i krystalglas.
Under alle omstændigheder er det et åbent spørgsmål, om de gamle feminister ville have anset det for et fremskridt i ligestillingskampen, at mænd nu kan gøre karriere som kvinder. Specielt fordi der synes at være mange flere transkvinder end transmænd, der slår igennem og bliver sexede superstjerner.
Mænd dominerer i forvejen overalt og kæmper bestandigt for at være bedst til det hele. Kan det virkelig være rimeligt, at de nu også skal til at være bedst til at være kvinder? Erotisk kapital er den eneste form for kapital, som kvinder historisk har besiddet i rigeligere mængder end mænd, men nu er mændene også ved at tilrane sig den.
I det hele taget synes feminismen at være grundforvirret: Som når HBO-serien The Handmaid’s Tale, der er en meget lang videreudvikling af feministen Margaret Atwoods bog Tjenerindens fortælling, udråbes til et vægtigt feministisk manifest. Her kan man sæson efter sæson se unge kvinder blive voldtaget, pint og plaget i æstetisk smagfulde omgivelser, idet man bilder sig ind, at det er samfundskritikken og ikke voldspornografien, der gør serien så populær.
På den baggrund har vi på Weekendavisen indset, at det værste, man kan gøre, er at lægge en journalistisk skabelon ned over dækningen af sex. Sex skal hverken reduceres til et magtinstrument til strukturel undertrykkelse eller besynges som en naturens ustoppelige urkraft, der nødvendigvis må sprænge alle dæmninger.
Seksuelle forhold er forvirrende, og vi forbeholder os ret til at bære den forvirring ind i spalterne.
Følger man debatten om sex og forholdet mellem mænd og kvinder, kan man hurtigt konstatere, at luften er tyk af krænkelse. Og ikke blot af de krænkedes krænkelse. Der er også dem, der føler sig krænkede over, at nogle føler sig krænkede. Følgelig er der også dem, der krænkes over, at nogle kan føle sig krænkede over de krænkedes krænkelse. For slet ikke at tale om den dybe forkrænkelse, der kan ramme dem, der krænkes over andres krænkelse over, at man kan føle sig krænket af de krænkedes krænkelse.
På Weekendavisen mener vi, at mænd skal opføre sig ordentligt. Og i visse tilfælde også kvinder. Punktum.
Men det forhindrer os ikke i at beskæftige os med krænkelse i alle dens afskygninger, for der er ikke kun ét spørgsmål og ét svar i Weekendavisen. Vi får aldrig styr på penissen eller vaginaen. Men vi vil meget gerne. Og håber, at De vil følge vores bestræbelser på at få en sober dækning op at stå i Weekendavisens spalter.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
