En annonce for Weekendavisen, som Martin Krasnik ville skrive den
En avis hen over midten
Læsere af Weekendavisens ledere vil vide, at vi har været noget skeptiske, når det gælder den nye SVM-regering. Tanken om et tværpolitisk fornuftsægteskab byder os simpelthen imod. Vi er endda gået så vidt som til at kalde konstruktionen for et teknokratisk monster. Det forekommer måske lidt vel tidligt at verfe denne historiske midterregering væk, men vi er skeptiske: Vi tror ikke, at der i længden kommer noget godt ud af at smide så forskellige holdninger ned i en så stor og bastant gryde. Enten brænder den på, eller også bliver resultatet noget sjask. Vi spørger: Hvad mener den regering egentlig? Og tilføjer: Hvem er den regering faktisk?
Når jeg siger vi, er det lidt af en tilsnigelse.
I dette fortrolige rum kan jeg afsløre, at det ikke er en holdning, der deles af alle avisens medarbejdere. For sagen er, at Weekendavisen altid har været avisverdenens svar på en regering hen over midten, en samlingsavis, længe før SVM-regeringen og længe før de europæiske midterregeringer, der tidligere er kørt i grøften.
Weekendavisen er en Große Koalition, og det har den været siden grundlæggelsen af den velkendte ugeavis tilbage i 1971.
Weekendavisen er
en Große Koalition,
og det har den været
siden grundlæggelsen af
den velkendte ugeavis
tilbage i 1971.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har grebet mig selv i at snige mig ud af redaktionen, fordi jeg ikke lige har orket at forholde mig til indsigelser mod den leder, jeg havde planlagt.
Men i modsætning til regeringen – foreløbig i hvert fald – gør vi meget lidt for at skjule sprækkerne. Weekendavisens skribenter er ikke enige om særlig meget; ikke om identitetspolitik, klimapolitik eller ligestillingspolitik, og heller ikke om økonomisk politik eller kulturpolitik. Det kan sagtens ske, at min leder bliver sagt imod af en kommentar et andet sted i avisen, og så står de to tekster og skændes med hinanden.
Medarbejdernes holdninger til tidens mest omdiskuterede spørgsmål er så mangeartede, at stemningen nemt kan blive lidt intens, når det bliver åbenlyst på et redaktionsmøde.
På redaktionsgangene har der gennem tiden været meget venstreorienterede og yderst konservative medarbejdere, kulturradikale og skabsrindalister, progressive og reaktionære, superateister og fromt troende. Og sådan er det også i dag. Og hvis en skribent på avisen synes, at vi er gået lidt for meget i én retning på det seneste, er der kun et at gøre: tage sig sammen og skrive noget, der bevæger sig i en anden retning.
Det kan være anstrengende at omgive sig med mennesker, der siger én imod. Jeg indrømmer gerne, at jeg har grebet mig selv i at snige mig ud af redaktionen, fordi jeg ikke lige har orket at forholde mig til indsigelser mod den leder, jeg havde planlagt.
Men det er ikke til at komme uden om, at resultatet af denne modstand er positivt. Lederne bliver bedre af det. Ubehaget ved at blive sagt imod dagligt kan forvandles til nuancer. Og avisen udtrykker, at alle de dominerende temaer i samfundsdebatten er langt mere komplicerede, end de ofte fremstilles.
Det er, for at sige det mildt, ikke det indtryk, man får, når man læser eller lytter til andre medier, og det gælder både i udlandet og i Danmark. Her får man ofte fornemmelsen af, at der prædikes til en menighed, hvor de fleste sidder og nikker indforstået. Argumenterne er ikke så vigtige, når man synger i kor.
At lave kampagnejournalistik er os derfor fremmed. Og det vil falde os vanskeligt at påstå, at avisen har et meget klart ideologisk formål.
Weekendavisen er altså en avis hen over midten, og det bliver vi ved med at være.
Men, spørger den opmærksomme læser, er det da ikke en borgerlig avis? Jo da, eller rettere: et konservativt grundsyn, hvis man læser den smukke redaktørerklæring fra 1948. Den siger tydeligt, at det ikke handler om partipolitik, men om mådehold, god tone, redelighed og alsidighed. Vi opfatter det som udtryk for den ånd, der præger avisen: en tro på, at der er sammenhæng i tingene. En overbevisning om, at vi borgere er forpligtede over for hinanden. En insisteren på, at man må kende historien for at forstå vores tid i dag. Og at man må vide noget, før man udtaler sig.
Resultatet er, at tingene aldrig er så enkle, som man først troede.
Det er det gode argument, den gennemarbejdede tekst, den gennemførte idé, der tæller.
Hvad er det så, der forener alle disse frie fugle, som flakser rundt på avisens gange og skræpper op i spalterne? Hvad kendetegner Weekendavisens arbejdsfællesskab?
Jo, det er det samme, som styrer redigeringen af avisen: Vi trykker gerne en tekst, hvis den er godt tænkt og godt skrevet. Det er det gode argument, den gennemarbejdede tekst, den gennemførte idé, der tæller.
Og sagen er, at Weekendavisens læsere minder meget om skribenterne. Det fortæller de os nemlig, hver gang vi spørger dem: De er også vidt forskellige, også de er røde og blå, progressive og reaktionære, fromme og gudsforladte, unge og gamle. Men de sætter alle pris på en god, læseværdig tekst. Også selvom de ved, at det kan være anstrengende at udsætte deres verdenssyn for velformuleret modstand.
Jeg ved i sagens natur ikke, hvordan de går til sagerne i den nye regering. Lad os nu se. Men når SVM-regeringen på et tidspunkt falder, og man går og savner en stor koalition, en simrende gryde med mange forskellige holdninger, der godt kan koge lidt over, men aldrig brænder på, så er der altid Weekendavisen.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
