En annonce for Weekendavisen, som Søren Villemoes ville skrive den
Det er jo ikke en normal avis
Weekendavisen er en mærkelig avis. Og måske af samme grund har mange et mærkeligt forhold til den. Mig selv inkluderet. Avisen har været en del af mit liv, siden jeg var barn. Jeg husker mit tidligste minde fra redaktionen. Det må have været omkring 1990-91, da jeg var otte-ni år gammel. Min far, Lars Villemoes, var netop blevet ansat af den daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, efter at have løbet panden mod muren ovre på Dagbladet Information, hvor han havde afsløret Blekingegadebanden, men siden mødt stor modstand fra avisens venstrefløj, der ikke brød sig om alle disse afdækninger af forbrydelser og terrorvirksomhed blandt deres meningsfæller.
Retssagen mod banden kørte, og Tøger og min far må have arbejdet på en eller anden historie om den sammen. Jeg var blevet hevet med af min far ind på redaktionen en sen aftentime inden deadline. Vi befandt os alle tre på Tøgers hjørnekontor, og de voksne mundhuggedes om nogle journalistiske forhold, hvis indhold jeg var for lille til at forstå. Både Tøger og min far var kværulanter af Guds nåde, så bølgerne kunne gå højt. Min far gav sig aldrig uden kamp – en redaktørs mareridt. På et eller andet tidspunkt fik Tøger nok og udbrød: »For helvede, Lars, vi kan jo ikke rende rundt og lege Dupond og Dupont!«
På et eller andet tidspunkt fik Tøger nok og udbrød: »For helvede, Lars, vi kan jo ikke rende rundt og lege Dupond og Dupont!«
Jeg stod i en elevator med politisk redaktør Arne Hardis og trykkede på knappen, der lukker dørene. Men det skulle jeg ikke ulejlige mig med, forklarede Arne: »Det er Weekendavisen. Vi har ikke travlt.«
Jeg ved ikke, hvorfor lige den scene og den sætning satte sig i min erindring. Men jeg har siden ofte undret mig over, hvad i alverden min far havde foreslået, de skulle gøre, som Tøger mente ville reducere dem til Dupond og Dupont.
Skulle de have iført sig en ufrivilligt opsigtsvækkende beklædning af en art i et forsøg på at gå undercover og afsløre nogle gemene kriminelle? Jeg finder aldrig ud af det, da de begge er døde i dag. Min far anvendte gerne utraditionelle metoder, når han skulle til bunds i en sag journalistisk, så det ville ikke undre mig, hvis han havde foreslået noget, som Tøger fandt hørte mere hjemme i Tintin end i en borgerlig ugeavis.
Jeg husker også første dag på redaktionen, da jeg selv var begyndt at skrive for avisen tilbage i 2011. Hele redaktionen sad samlet omkring et bord og ventede en fredag formiddag klokken 11, da det pludselig sagde »pling« fra elevatoren, døren gik op og daværende chefredaktør Anne Knudsen trådte ud med majestætisk udstråling for at sætte sig for bordenden, så mødet kunne starte. Det var ikke til at misforstå, hvem der var chefredaktøren i det selskab, og jeg fik indtrykket, at hun under ingen omstændigheder skulle ud at lege Dupond og Dupont.
Da mødet var forbi, skulle jeg prøve kantinen. Jeg stod i en elevator med politisk redaktør Arne Hardis og trykkede på knappen, der lukker dørene. Men det skulle jeg ikke ulejlige mig med, forklarede Arne: »Det er Weekendavisen. Vi har ikke travlt.«
Jeg tænkte, at det egentlig var en mærkelig avis, jeg var begyndt at skrive for. Og da jeg mødte andre journalister i branchen, fandt jeg hurtigt ud af, at de tænkte det samme. På den ene side fnyste de arrogant ad os for ikke at være »rigtige« journalister, for ikke at være digitale, for at skrive kryptiske overskrifter, der ikke fortalte, hvad historien gik ud på (vores varemærke), og for ikke at være tilstrækkeligt interesserede i nyheder.
På den anden side var de tydeligvis også fascinerede af (og måske en lille smule misundelige over?), at man kunne nøjes med at lave en enkelt ugentlig avis fuld af artikler, der brød de fleste tommelfingerregler fra Journalisthøjskolen, og alligevel have en succesfuld forretning uden at gøre det, alle andre i branchen mente var modus operandi. Det gik op for mig, at hele branchen havde et mærkeligt forhold til Weekendavisen.
Det gik op for mig, at hele branchen havde et mærkeligt forhold til Weekendavisen.
Det er da også en mærkelig avis, hvor man som skribent den ene uge kan slå sig løs som undersøgende journalist, den næste uge være boganmelder, ugen efter skrive et stort, tænksomt essay blot for at agere madskribent og polemisk kommentator senere på måneden, eller ja, blive sat til at skrive en annonce med en alenlang tekst, der skal lokke nye abonnenter til. Det er jo ikke normalt. Men det er også det, der gør det så meget sjovere at skrive for lige netop denne avis.
I andre dele af branchen insisterer man på, at journalister skal holde sig inden for nogle fastlåste rammer, der er opstillet på forhånd, og som man af uransagelige årsager opfatter som yderst vigtige for journalistikken og integriteten, og hvad man nu kalder det, men som i mine øjne bare virker begrænsende og fantasiforladte.
Den slags rammer har vi ikke her på avisen. Og personligt tror jeg på, at det er en af grundene til, at folk synes, det er lidt sjovere at læse Weekendavisen. Tingene er aldrig helt til at forudsige, når man løfter fredagens avis og begynder at bladre, mens man undrer sig over, om nogen fra redaktionen mon er ude at lege Dupond og Dupont.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
