En annonce for Weekendavisen, som Kathrine Tschemerinsky ville skrive den
Skribenternes avis er også læsernes avis
På en hylde i Weekendavisens tekøkken står en plakat, som nogen engang har fået rammet ind. Glasset er revnet, rammen i stykker, plakaten lidt gulnet.
“De skriver Weekendavisen” står der med fede typer i bunden, og ovenover er der 25 portrætfotografier af avisens journalister sat sammen i en collage. Adspurgt om plakatens oprindelse svarer Hans Mortensen, som på billedet ses friskfyragtig med strithår og læderjakke, at den må være fra starten af 00erne, dengang han selv var “ny” på avisen. Den er altså omkring 20 år gammel, og Hans er ikke den eneste, som forsøger sig med det rå look på fotografiet. Hele seks skribenter er iført læderjakker – inklusive Lars Bukdahl, som endda giver sit portræt ekstra kant med et flyvende karatespark.
Plakaten er placeret, så man får øje på den, hver gang man tanker kaffe i automaten. Så kan man stå der og tælle ansigter og tænke over, hvad det betyder, at 15 ud af de 25 stadig arbejder på avisen i dag.
Hele seks skribenter er iført læderjakker – inklusive Lars Bukdahl, som endda giver sit portræt ekstra kant med et flyvende karatespark.
Henrik Dørge forkæler os altså med en stærk Dylan McKay-vibe her!
Plakaten er på mange måder fra en anden tid, men den viser, hvad der giver Weekendavisen dens karakter: avisens skribenter.
Man skal ikke have holdt avisen længe, før man begynder at lægge mærke til bylines, altså artiklernes forfattere. Det er langtfra altid (alt for sjældent, vil nogle af avisens skribenter mene), at det opmærksomhedskrævende “jeg” indgår i artiklerne.
Og det skal det heller ikke. For læseren er alligevel ikke i tvivl om, at teksten er skrevet af mennesker med personlige interesser og holdninger og personlige op- og nedture. Og at den er skrevet i et sprog, der kan være meget personligt.
Når man arbejder på Weekendavisen, skriver man sig gennem en stor del af livet, måske endda hele livet. Af samme grund generer det mange læsere, når en ny journalist begynder at slå sig løs uden nærmere præsentation. Man indskriver jo heller ikke en ny karakter i en roman eller en tv-serie uden at forklare, hvem det er.
Klik på billedet for at se hele plakaten.
På en hylde i Weekendavisens tekøkken står en plakat, som nogen engang har fået rammet ind. Glasset er revnet, rammen i stykker, plakaten lidt gulnet. “De skriver Weekendavisen” står der med fede typer i bunden, og ovenover er der 25 portrætfotografier af avisens journalister sat sammen i en collage. 15 ud af de 25 stadig arbejder på avisen i dag.
At dømme ud fra den gamle plakat satte Weekendavisen sig selv i scene som personlighedernes avis. Man kunne også kalde det skribenternes avis. Og når det er skribenternes avis, er det jo også læsernes avis. Man har lyst til at læse med, når Morten Beiter opdager lykken ved at holde bier, når Linea Maja Ernst sætter sig for at lære at lave mad og deler sine tips. Når Pernille Steensgaard rapporterer fra sit køb-ingenting-år, når Poul Pilgaard tager sin grønne jaguar ud til endnu et gods, hvor han har hørt, at noget er blevet fejet under det persiske tæppe, når Jeppe Bentzen fortæller om sine slips, når Arne Hardis slagter får, når Lone Frank prøver at finde kærligheden. Selv de skribenter, som hellere vil udsættes for tortur end skrive en personlig udgydelse, og de findes sandelig også på Weekendavisen, har deres egen umiskendelige stil. Det er dét, der gør avisen særlig. Den personlige tilgang har slet ikke til formål at sætte spot på skribenterne. Den skyldes, at journalisterne bruger alt dét, de er, kan og ved til at oplyse om det, som foregår omkring os alle.
Skribenternes avis er også læsernes avis.
Weekendavisen bliver indimellem omtalt som “et beskyttet værksted”. Om det bliver sagt i misundelse eller medlidenhed, ved jeg aldrig rigtig. Måske er det en mellemting. Jeg foretrækker at tænke på os som et stemmekor, som sammen forsøger at synge tiden til syne. Lyden bliver ikke kun højere, når man sætter flere distinkte, smukke stemmer sammen, den bliver også mere kompleks.
Forleden postede Nikolaj Arve, som er en af avisens yngre medarbejdere med reel forståelse af sociale medier, et billede af tekøkken-plakaten på Twitter:
“Henrik Dørge forkæler os altså med en stærk Dylan McKay-vibe her!”, svarede én i en kommentar med henvisning til avisens tal- og rapportknuser Henrik og den martrede bad boy i tv-serien Beverly Hills 90210.
Serien kørte som bekendt i mange, mange år, indtil den blev taget af programmet, da seriens hovedrolleindehavere trods alt blev for gamle. Sådan er det ikke med Weekendavisen, heldigvis. Og den gamle plakat minder om, at enhver generation er sin egen guldalder – også på en avis.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
