En annonce for Weekendavisen, som Anna Libak ville skrive den
Weekendavisen er her endnu. Mere unik end nogensinde
Der var engang for efterhånden en del år siden, hvor det gjaldt om at være unik. Det var positivt at være en »ener« og negativt at være et flokdyr. Man skulle skille sig ud, gøre en forskel og brænde igennem.
Det var i samme periode, at den positive psykologi havde kronede dage; man kunne simpelthen suggestere sig til at blive den bedste udgave af sig selv, og over det ganske land stod kvinder og mænd under bruseren om morgenen og bankede sig i brystet og råbte: »Jeg er god, jeg er god, jeg er god!« Og så tog de ellers ja-hatten på og gik på arbejde.
Det var i den periode, det blev besluttet, at Weekendavisen skulle markedsføres som »Personlighedernes Avis«.
Men tiderne er mildest talt skiftet.
I dag er det ikke på mode at være unik. Tværtimod forstår folk nu sig selv og andre som et produkt af deres gruppetilhørsforhold: Hvis en anmelder skriver om en tv-vært, at hun vimser rundt, er det patriarkatet, som taler ned til hele kvindekønnet.
Hvis en kjoledesigner roser en minister for at være slank nok til at bære en pailletkjole, er det bodyshaming i et tykfobisk samfund.
Hvis Søren Ryge i en klumme underholder med, at han opfattede det sådan, at hans frisør for 30 år siden gjorde tilnærmelser til ham, klassificeres det som homofobi.
Hvis en indvandrer får nej til et job, er det den strukturelle racisme, der bærer skylden.
Hvis en transkvinde bliver nægtet adgang til pigernes omklædningsrum, viser det, at transkønnede er ofre for heteronormativiteten.
Og over hele landet står kvinder og mænd om morgenen under bruseren og banker sig selv i brystet og råber: ‘Det er nok, det er nok, det er nok!’
Mennesker skabes af samfundet, men samfundet skabes også af mennesker.
Men gruppetilhørsforhold begrænser sig sandelig ikke til køn, krop, hudfarve og seksualitet.
Det er også provinsen mod de fine saloner i hovedstaden, folket mod eliten, de varme hænder alias velfærdsstatens fodsoldater mod skrivebordsgeneralerne alias teknokraterne, slipsedrengene og djøf’erne. Hvis det da ikke er de træske boomere mod de ironiske generation X’ere mod de illitterære millennials mod de hysteriske generation Z’ere.
Ingen repræsenterer længere blot sig selv.
For længst er det derfor også slut med positiv psykologi og selvudvikling, for man skal ikke længere blive til nogen: Man er allerede nogen i kraft af sit gruppetilhørsforhold.
Nu gælder det i stedet om at stå fast og gå glip og tage nej-hatten på. Og over hele landet står kvinder og mænd om morgenen under bruseren og banker sig selv i brystet og råber: »Det er nok, det er nok, det er nok!« På engelsk hedder det Quiet Quitting, hvis ikke ligefrem The Great Resignation.
Som den opmærksomme læser allerede har indset, er der det problem, at de grupper, som vi hver især indgår i, sagtens kan tænkes at overlappe eller komme i karambolage med hinanden.
Her opstår så spørgsmålet: Hvad vejer tungest: At man er mand eller handicappet? At man er kvinde eller finansdirektør? At man er indvandrer eller højt begavet? Hvornår er man overprivilegeret, og hvornår er man underprivilegeret?
Til at løse det problem har forskere opfundet begrebet intersektionalitet, der beskæftiger sig med skæringspunkterne mellem forskellige former for dominans eller diskrimination. Groft sagt: Hvis man både er sort, handicappet, lesbisk, kvinde, tyk og fra provinsen – så er man virkelig på spanden. Meget mere på spanden, end hvis man bare er kvinde, hvid og fra København.
Men studiet af intersektionalitet lider desværre under den mangel, at det er umuligt at indfange virkelighedens kompleksitet. For hvad nu, hvis man som handicappet, lesbisk, tyk og fra provinsen samtidig er charmerende, højtbegavet, socialt udadvendt og elsket af venner og familie?
Hvor efterlader det så en hvid træmand fra København, der er direktør i en stor virksomhed og dyrker triatlon i sin fritid, men i øvrigt lige er blevet skilt, fordi konen simpelthen kedede sig ihjel, når han en sjælden gang viste sig ved middagsbordet? Hvis han så tilmed får konstateret prostatakræft uden at have nogen at fortælle det til, fordi hans forældre er døde, og han aldrig har haft tid til at holde på sine venner, er vi så stadig sikre på, at det er ham, der er den privilegerede?
Nej, vel? Hvorved selvfølgelig ikke menes, at det er lige synd for alle, og at alle grupper i virkeligheden er lige heldige og uheldige. Nej, der menes bare, at man ikke kan dømme om det udefra.
For sandheden er, at lige så forkert, som det var at påstå, at alle kan, hvad de vil, hvis bare de vil det nok – lige så forkert er det at påstå, at ingen kan noget som helst, fordi deres muligheder er begrænset af arv og miljø. Mennesker skabes af samfundet, men samfundet skabes også af mennesker.
Den kvinde, som tror, at det er patriarkatet, der råber »stor røv« efter hende, kan nemt komme til at føle sig magtesløs. For hvad stiller man op over for et helt patriarkat? Hvis det er derimod bare er et dumt svin af en stilladsarbejder, hun skal forholde sig til, ja, så er det ulig nemmere simpelthen på stedet at tage til genmæle. Det får man det bedre af – og hvem ved, om det ender med, at han siger undskyld. Under alle omstændigheder lærer han, at kvinder vil tales pænt til.
Den indvandrer, der tror, at det er strukturel racisme, som er årsagen til, at han ikke får jobbet, vil måske helt opgive at søge flere job. For hvordan ændrer man et helt samfunds negative grundindstilling? Bedre ville det være, hvis hun eller han simpelthen ringede til arbejdsgiveren og luftede sin mistanke og frustration. Han eller hun ville få luft – og hvem ved, om arbejdsgiveren pludselig for at retfærdiggøre sig selv ville afsløre, at jobbet i virkeligheden er lovet bort til en intern ansøger for længe siden, og at stillingsopslaget var rent proforma. Under alle omstændigheder ville sådan et opkald anspore arbejdsgiveren til at overveje sin eventuelle bias i fremtidige ansættelsessituationer.
Den boomer, der bilder sig ind at leve i et aldersfascistisk samfund, vil måske ende med at blive fyret, fordi han opfører sig nedladende over for yngre ansatte. Bedre ville det have været, hvis han ikke havde inddelt folk i generationer, men simpelthen set dem som kolleger i egen ret.
Hvis man både er sort, handicappet, lesbisk, kvinde, tyk og fra provinsen – så er man virkelig på spanden.
Med andre ord: Vi får et meget bedre samfund, hvis vi gør os klart, at den enkelte borger selv med sin adfærd er med til at afgøre, hvad det er for et samfund, vi har.
For hvordan gør man egentlig noget ved det, hvis alle kvinder er undertrykt? Og at alle mænd også er det, hvis vi måler i bunden i stedet for i toppen? Samt alle queers, der ikke definerer sig som det ene eller andet køn? Det betyder jo, at alle uden undtagelse er undertrykt, og så er der ingen at klage til.
Var ja-hatten en klaphat, så er nej-hatten det ikke mindre: Måske er den i virkeligheden værre, fordi den bæres af manglende tiltro til egen formåen frem for af håbet om, at den enkelte borger ved egen kraft kan forandre sig selv og verden til det bedre.
På Weekendavisen er vi derfor fortsat Personlighedernes Avis.
Også selvom »en personlighed« aldrig har været en beskyttet titel. Dengang Weekendavisen opfandt sloganet, var det faktisk ikke til at sparke sig vej for personligheder i Danmark.
I dag er de næsten forsvundet; de fleste er i stedet blevet talspersoner for diverse grupper. Men Weekendavisen er her endnu. Mere unik end nogensinde.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
