En annonce for Weekendavisen, som Linea Maja Ernst ville skrive den
Vi vil så gerne imponere
Weekendavisen er for meget. Den er en forfinet gammel queen, en excentrisk bordherre, der taler på sine omgivelser, og som man halvt bebrejder, halvt elsker for sin krukkede, rørende selvvigtighed. En belæst, bedaget onkel eller verdensdame, der igen og igen kommer til at udbasunere noget tonedøvt (men såmænd tolerant): Jamen nogle af mine bedste venner er transvestitter!
Weekendavisen er øretæveindbydende, fordi vi kloger os uden altid at følge med tiden. Men vi gør det af et rimeligt rent hjerte for at være interessante og underholde vores læsere, og hvis det nogle gange bliver flabet, er det kun, fordi det så nødig skal være kedeligt. Det øretæveindbydende betegner – som Arne Hardis har skrevet i avisen – det usædvanlige blandingsforhold, at man er 98 procent virkelig irriterende og to procent-skvæt charmerende. Det er de to procent, vi sigter efter.
Hvor længe har jeg arbejdet her? Et års tid? Jeg talte efter. Syv år.
I Seinfeld var Kramer den mærkelige. På Weekendavisen ville han være som alle de andre.
Men skrive en reklametekst om sådan et klirrende, ustyrligt skrummel? Det kan jeg da ikke. Jeg, der lige er kommet ind ad døren. Hvor længe har jeg arbejdet her? Et års tid? Jeg talte efter. Syv år. Det er ligesom med hundeår, bare omvendt: Syv menneskeår svarer til ét Weekendavisen-år. Her er noget fortættet.
Man får lov at være ny længe. Gennemsnitsancienniteten er 17 år, og ingen går nogensinde hjem frivilligt. Man er nødt til at have en Don Quixote-stædig tro på, at avisen er noget ganske særligt, for at være her. Ellers er det for latterligt, hvordan vi konsekvent er en uge om møjsommeligt at skrive artikler, hvor andre udkommer dagligt. I det fjerne kan jeg høre Mikka Tecza, digital redaktør, råbe frustreret, at vi udkommer hver dag nu på nettet. Hvis I ellers lige kunne nøle jer færdige. Weekendavisen og internettet har fundet hinanden. Og avisen er kommet på Instagram – kun lidt sløvere end kongehuset.
Men at skrive artiklerne. Det skal gå langsomt. Ikke at vi nyder det. Det er en form for ekshibitionistisk selvpineri. Først må man anstrenge sig af alle kræfter for at lyde klog, lede efter det rette ord, den spidsfindige metavinkel – og så maskere anstrengelsen under en facade af kunstig henkastethed.
Weekendavisen er arrogant, men kun fordi vi så gerne vil imponere vores læsere. Vi poserer, gør os til og håber inderligt, at I ikke kan høre os gispe forpustet efter luft. »Åh, den her artikel? Den rystede jeg da bare ud af ærmet…«
Pernille Stensgaard siger det sådan her: Hver uge må man opfinde et bjerg, bestige det i fuld offentlighed og få det til at se nogenlunde kunstfærdigt ud. Og næste uge er der et nyt bjerg. Hvis man er heldig.
I en uendelig cyklus må man tage sin dumme, snoldede, vanskabte artikel i hånden og gå gennem sorgens fem stadier: mandag: fornægtelse, tirsdag: vrede, onsdag: forhandling, torsdag: depression (og deadline-panik), og endelig fredag: accept. Det ser da næsten tilforladeligt ud i avisen.
Hvis Weekendavisen var en tv-serie? Da jeg blev ansat, forestillede jeg mig frydefuldt skræmt, at det ville være Mad Men: gammeldags, intimiderende, whisky i macho-globussen, en aristo-sexistisk tidslomme med lidt anløben, skandaløs energi at slås med.
I wish. Man kan da få et sus af 1950erne, når Jeppe Bentzen stryger pressefoldet forbi med slips og signetring, uforståelige 26 år gammel, men ellers er sandheden, at folk herinde er nogle uhelbredelige nørder, der elsker at begrave sig i arbejde, men allerhøjest elsker at formulere sig.
Weekendavisen er nærmere Seinfeld (hvis etos var en kvik 1990er-nihilisme, hvor man lod, som om man var ligeglad med alting, men så utrolig gerne ville elskes). På Weekendavisen er alle Kramer: Nogen kommer hele tiden væltende ind ad døren for at præsentere en ny indskydelse, som ingenlunde er en nyhed, men som man med ren viljestyrke og idiosynkrasi får talt op til en historie, der må skrives og sendes ud til resten af Danmark. I Seinfeld var Kramer den mærkelige. På Weekendavisen ville han være som alle de andre.
Vi har det med at fnyse hånligt ad safe spaces, men den paradoksale hemmelighed er, at Weekendavisen selv er et safe space. For højtfungerende fagidioter, der bare gerne vil have fred til at nørde igennem. Som Christian Bennike siger: »Weekendavisen er måske ikke en videre divers arbejdsplads, hvis man tænker på for eksempel etnicitet. Men der er stor neurodiversitet.« Sagt på en anden måde, vil jeg vædde med, at Weekendavisen er landets mest underdiagnosticerede arbejdsplads.
Tine Eiby, som har arbejdet på avisen i 300 år, plejer nænsomt at kalde Weekendavisen for ‘et beskyttet værksted’. Hun mener det på en mere værdig måde, end når jeg tænker, at avisen burde modtage en form for tilskud for i årevis at aktivere mennesker under pensionsalderen, der aldrig ville kunne fungere i verden udenfor.
»Jeg ved godt, at jeg er ansat i en privat virksomhed, men det føles som en lille hyggelig lomme af et universitet eller en forskningsinstitution,« siger hun.
Der er utrolig lidt opsyn med, om nogen nu læser vores artikler. Man svæver rundt i en følelse af at være hævet over salgstal, markedsvilkår og andre emsigheder. Det forbløffende er, at man får lavet mere på den måde. For eksempel artikler om kannibalisme, Rambo som psykologisk barndomshelt, det store opgør med generation X’ ironi, litterære crushes, hvordan man lægger en bordplan efter fransk forbillede, og hvorfor ægte skønhed kommer udefra.
Vi har det med at fnyse hånligt ad safe spaces, men den paradoksale hemmelighed er, at Weekendavisen selv er et safe space.
Hvis Weekendavisen var en roman? Ekstremt karakterbåret. Overbefolket, faktisk, som en Dickens-roman, af groteske, kulørte bipersoner, (der alle tror, de er hovedpersonen).
Det spørgsmål, jeg suverænt oftest får stillet om mit arbejde, lyder: Hvordan er Lone Frank så i virkeligheden? Det utrolige svar er, at hun er endnu mere Lone Frank-agtig end på skrift. »Døden er undervurderet! Og den har fået kriminelt dårlig presse … indtil nu!«, erklærer hun på vej afsted til en videnskabelig nekro-konference og lyder som én, der altid har vidst det, men nu endelig vil få det bekræftet af den evigt langsommelige videnskab.
Alle skriver med en verdensmesterenergi, men alle er i konstant fare for at klaske sammen af punkteret ego, hvis de render ind i noget kritik. Jeg mest af alle.
En dag havde jeg skrevet en tekst, der ifølge en redaktør ikke var helt klar til avisen. Frygteligt. Jeg desintegrerede til en slags pulver eller pøl, der lå og rodede på gulvet, da Martin Krasnik kom springende forbi og så lige så skudsikker ud, som han plejer. »Undskyld,« hostede jeg fra min midlertidigt pulveriserede form, »men døjer du også nogle gange med en følelse af utilstrækkelighed?«
Hvortil han svarede, bestyrtet over, hvor dumt man dog kan spørge: »Ja, det er cirka 80 procent af min personlighed.«
Det kunne man jo have sagt sig selv.
Den hemmelige ingrediens i Weekendavisen er konstant, kollektiv præstationsangst. Ofte kan man ikke se sartheden for store armbevægelser. Men den er der. Vi vil så gerne imponere læserne. Alle avisens skribenter har primadonna-manerer, ja, men de udspringer af et bedragersyndrom i kosmisk størrelse. Hver uge overkompenserer vi for det ved at årelade os selv ned i artiklerne. Mindreværdskomplekser er dårlige for sjælen, men i Weekendavisens tilfælde også en virkelig fordelagtig forretningsmodel.
Vi skaber os kun for at opnå læsernes opmærksomhed og fortjene den.
Skulle det være en anden gang.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
