LÆSERNE ANMELDER WEEKENDAVISEN

Jeg har lyst til at rive en side ud

ARNE LADEGAARD
weekendavisenlæser, 68 år

Kære Weekendavisen. Her er min anmeldelse af avisen. Som det fremgår, er jeg ret begejstret. Jeg har i min anmeldelse lagt vægt på det æstetiske. Det skyldes nok, at jeg i tidernes morgen blev udlært som håndsætter (med blysats og løse typer). Mange af de typografiske grundregler, vi fik lært under uddannelsen, kan jeg med glæde nikke genkendende til i avisen.

En gang imellem har jeg lyst til at rive en side ud af Weekendavisen, ramme den ind og hænge den op på væggen. Så vil jeg placere mig på en taburet i 3 meters afstand og glæde mig over det fremragende layout.

Et glas vin i et smukt glas smager bedre end et glas vin i en kaffekop. Weekendavisen læst på en skærm er overhovedet ikke det samme som at sidde med papirudgaven – opslået på et stort bord, mens blikket glæder sig over artiklernes opbygning, fotos, tegninger og skriftvalg. Hvilken æstetisk nydelse allerede inden jeg går i gang med indholdet. Og hvilken dejlig forventningsglæde til indholdet.

Et glas vin i et smukt glas smager bedre end et glas vin i en kaffekop.

Jeg lytter stort set aldrig til oplæste tekster. Hverken podcast, Weekendavisen eller lydbøger. Når jeg i stedet læser teksterne, giver det mig en helt anderledes fornemmelse af sproget.

I Weekendavisen glæder jeg mig over, hvor eminent teksterne er skrevet. Overskrifterne på artiklerne er et studie værd. Ofte med en tvist og reference til samfundsmæssige eller kulturelle nedslagspunkter.

Artiklerne indledes ofte med et uncial (stort bogstav, der fylder 5-10 linjer i højden). Mageløst og egentligt overflødigt, men en fin æstetisk nydelse.

Artiklerne er lange. Det betyder for mig, at én artikel gør mig dejlig mæt. Efter et stykke tid er jeg igen blevet sulten, men heldigvis er der en hel uge til at komme igennem måltidet.

Læs de andre læseres anmeldelser