LÆSERNE ANMELDER WEEKENDAVISEN
Når jeg vil vide, hvad der er vigtigt at vide
Første gang jeg læste Weekendavisen, var i 1984 i toget fra København til Sorø. Jeg gik i 3. g på kostskolen dernede og havde købt den på Hovedbanegården for at have noget at læse i på turen.
Det var den dyreste avis, jeg nogensinde havde købt, og efter sigende også en af de sværeste, så jeg var spændt som under en ekstemporaltekst i tysk, da jeg slog op på en dobbeltsidet artikel om Sovjetunionens måske kommende leder Gorbatjov, for det var faktisk på grund af ham, jeg havde købt avisen. Alle andre medier havde skrevet om ham, men ingen vidste reelt mere end propagandaen fra TASS, det sovjetiske sandhedsbureau, og da jeg stod i kiosken og skimmede de lokkende forsider, fik jeg øje på Weekendavisens overskrift om Gorbatjov, som holdt mig fangen. Den var sober, virkede troværdig og vidende, ja, ligefrem lærd.
Da jeg gik i gang med at læse den uoverskueligt lange artikel, måtte jeg vænne mig til sværhedsgraden og lixtallet, der var højt som de sværeste tekster i 3. g, men jeg læste stålsat videre, og i Ringsted var jeg færdig. Det var togkonduktøren, der vækkede mig over højtalerne, og jeg trak hovedet ud af avisen, som havde jeg været i en anden dimension. Men jeg skal love for, at jeg var blevet informeret. Jeg følte mig i den grad klædt på, så nogle dage senere strøede jeg et par indsigter ud over mine klassekammerater under en diskussion om Gorbatjov, og der blev lyttet med lange øjne.
Weekendavisen er derfor en skattet vandrestav, der støtter en gennem ugens støjende nyhedsrasen.
Det var den dyreste avis, jeg nogensinde havde købt, og efter sigende også én af de sværeste.
Året efter flyttede jeg til København og begyndte på jurastudiet. Her fik jeg studiejob som telefonsælger på Weekendavisen og lærte at være Des med læserne og sige Berlingske Aften. Det var dengang, Schleimann var chefredaktør, og han skrev så lange ledere, at man måtte sætte dem med ekstra lille font, for at de kunne være inden for rammen, fordi han nægtede at begrænse sig.
Mine sælgerevner rakte kun til den første uge, hvor jeg havde forsynet min familie og venner med abonnement, mens de øvrige abonnenter begyndte at opsige det hårdt solgte abonnement, så jeg stort set ikke tjente nogen penge og sagde op. Men avisen har fulgt mig lige siden.
Weekendavisen lå dengang som nu på et andet niveau end de øvrige aviser, og man blev hurtigt dus med dens skribenter, som man fulgte hver uge. Ja, man glædede sig til at læse deres historier, fordi man vidste, at de med deres vid og skrivekunst altid formåede at gøre emnet, de havde kastet sig over, interessant.
Man kunne heller ikke undgå at bemærke skrivelysten og stilen, som ofte fik en til at nikke smilende over en udsøgt vending eller en elegant henvisning, og man kunne ligefrem mærke pulsen fra skribenten dunke op fra tryksværten. De lange artikler var ikke egentlige nyheder, men mindede ofte om små essays. Man mærkede i hvert fald skribenten, og de mættede så herligt, at man bagefter satte sig tilfreds tilbage i stolen og fordøjede.
Den ugentlige kadence gav skribenterne tid til at gøre en grundig research, og man kunne ofte følge deres fremskridt i artiklen som en dirrende spænding, der blev ringet af med et tvist, så historien blev hængende, og den udgjorde ofte startskuddet til en samtale, jeg kastede mig ud i.
Med tiden blev Weekendavisen simpelthen nødvendig, og når jeg ikke vidste, hvad jeg skulle mene om et komplekst emne, som krævede både sagkundskab, etik og erfaring, læste jeg Anne Knudsens leder om det, og så fandt jeg ud af det.
Visse personligheder er forsvundet, og jeg savner stadig Oldenburgs madanmeldelser og Lars Villemoes’ musikanmeldelser, Seidenfadens vovede vid (før han kammede over på Politiken) og Ulrik Høys originale klummer, men andre hænger ved og holder skuden stolt sejlende som Krasnik, Arne Hardis, Lone Frank, Klaus Wivel og alle de andre, ikke mindst Bo Green Jensen, som alle årene har været min yndlingsanmelder. Måske fordi han af hensyn til sine kræsne læsere altid lige begynder med Adam og Eva, så vi ved, hvor vi er henne, og hvor vi skal hen, og først da udlægger filmen for os, så man ved, man har fået det hele med. Og de nye, der kommer ind, holder avisens niveau, så den forbliver lige nødvendig.
Der er noget elegant over Weekendavisen, og fra man henter den i sin skødesløst foldede form i postkassen, til man forventningsfuldt åbner den, ved man, at man er i godt selskab og skal beriges med indsigt og godt humør. Efter en god stund lægger man avisen i skødet og kigger fjernt ud i stuen, mens man lader brikkerne falde på plads, og puslespillet samles, og nikker tilfreds over, at man endnu en fredag er blevet klogere. Undervejs er man som regel kommet til at bestille en bog, der blev henvist til i en artikel eller blev anmeldt, og et par andre er skrevet på liste. Resten af avisen gemmer man til lørdag.
Weekendavisen er et anker i tiden, som vinder ved bekendtskab og bliver en tradition, som over årene præger én med indsigt og dannelse, som man tager med sig. Den er fulgt med tiden, men forblevet tro mod sit oplysende og dannende ideal og har efter sine første 50 år ikke gjort sig selv hverken anakronistisk eller overflødig. Og det er en bedrift.
På den måde ligner den min gamle kostskole, Sorø Akademi, som Frederik 2. grundlagde i 1586 og kaldte »en besynderlig og bedre skole« i betydningen speciel og bedre end de andre, og den har gennem alle årene været en traditionsrig læreinstitution, der præger sine elever og følger dem gennem livet, medens den selv følger med tiden og forsigtigt ajourfører vigtige strømninger, men stadig er sig selv; besynderlig og bedre.
Weekendavisen er derfor en skattet vandrestav, der støtter en gennem ugens støjende nyhedsrasen. Man overlader den trygt overblikket og sorteringen, så al den uvæsentlige larm sies fra, og man bibringes den væsentlige viden, man har brug for.
Den er som et fristed, hvor man går ind og får vandet sin indsigt og ajourført sin viden af alle dens skrivelystne, videbegærlige skribenter, som man føler, man kender, og derfor gladeligt giver ordet.
Det må I gerne blive ved med. Tak.
Læs de andre læseres anmeldelser
