LÆSERNE ANMELDER WEEKENDAVISEN
Det er selvfed ekvilibrisme
Fredag morgen, Weekendavisen er i postkassen. Når lige at skimme forsidens appetitvækkere og tjekke, hvem der har skrevet forsideartiklen, så jeg kan glæde mig til senere, når jeg er hjemme fra job og kan læse videre i sofaen.
Herhjemme er vi kun to, men De er for længst adopteret som det tredje medlem af familien. Strengt taget tæller menageriet også to høns, men de læser ikke avis. Ugen igennem flyder De fremme på sofabordet og bliver – med en let Herman Bang-omskrivning – trofast gennemtygget og fortæret i ugens rejsestald.
Når den nye kommer, ryger den gamle ud på badeværelset, hvor man stadig har mulighed for at fordøje de sidste rester, inden De foretager Deres sidste rejse mod det evige kredsløb i affaldssorteringsspandens venstre rum til pap og papir. Undervejs er både dobbeltkrydsen og den store (der med tiden er blevet lettere, eller også er jeg bare blevet mere dreven) selvfølgelig også blevet løst.
De er vores gule paraply i nyhedsstormens omkringdrivende vraggods og rumskrot til lands, til vands og i luften. Vi er ikke altid enige, men vi orienterer os efter Dem, eftersom kompasnålen peger trygt mod besindelsens, tillidens og saglighedens pol.
Arne og Hans er de vittigste indenrigspolitiske guides, Andrey og Anna synliggør skelpælene mod øst, mens Morten muntrer sig med italiensk mafia og Magnus med mellemamerikanske desperados, Lone forklarer flokdyrshjernen, og Anja kigger mod stjernerne i Ideer. Når ikke matriarkerne i Visdommens kilde giver befriende gode råd, ingen har bedt om, og Kathrine skriver til Knausgård. Og så videre og så videre. Ja tak til det hele, siger vi!
Der er lige netop avis til en uge, og det er godt.
De er vores gule paraply i nyhedsstormens omkringdrivende vraggods og rumskrot til vands, til lands og i luften.
De er med os på rejse, på weekendture, i toget, i køkkenet, på badeværelset. Når vi konsulterer Kultur og jævnligt kører til en udenbys scene for at opleve en af Linea, Peter eller Klaus velanmeldt teaterforestilling eller koncert. Når vi laver mad og afprøver spændende vegetaropskrifter af Heidi eller kaster os ud i at investere i en ikke helt billig sauciere på Davids (eller var det Askers?) anbefaling for at kunne lave en hæderlig bearnaise. Når vi tit får lyst til at se film eller gå i biografen, som oftest foranlediget af Bo.
Når vi slukker for flow-tv for at nyde roen og bare være os tre.
Som litterat er jeg selv passioneret læser af Bøger og føler mig efterhånden næsten inde i Lars Bukhdals hoved efter at have fråset i hans anmeldelser i over 25 år. Og det er et ret lifligt sted at være. Faktisk kan han gøres ansvarlig for min skærpede fornemmelse for og glæde ved lyrik; på universitetet dengang forstod jeg ikke noget som helst (heller ikke af Lars’ anmeldelser med de mange parenteser), men var mest optaget af at hænge bonmoter op på fællesopslagstavlen for at imponere de andre båtnakker i bofællesskabet. Tak, Lars, du gjorde det for mig!
Og lederen… Sjældent støder man andre steder på den udbredte arkaiserende brug af inversion med foranstillet adjektiv, som lederskribenterne har udviklet en forkærlighed for at starte hvert andet afsnit med. Det er manende og selvfed ekvilibrisme af den gode – og indimellem dejligt manierede – slags.
Der er lige netop avis til en uge, og det er godt. De er med andre ord helt, som De skal være; smuk, stærk og åben. Intet kan måle sig med en avis som Dem.
– R. Birkeholm, taknemmelig abonnent siden først i 90erne.
Læs de andre læseres anmeldelser
