LÆSERNE ANMELDER WEEKENDAVISEN
Man kan godt blive vred
»Hvordan bliver man medlem af en familie?« spurgte min søns bedste ven sin mor. Et spørgsmål med stof til eftertanke, tænkte jeg, for det åbenlyse svar er jo, at man ikke lige sådan kan vælge sin familie, og at mange menneskeliv er gået med at finde ud af, om man hører til eller skal melde sig både ud af eller ind i foretagendet.
Weekendavisen er oplagt at sammenligne med en familie, man er en del af. Vi har ikke nødvendigvis alle de samme interesser og meninger, bevares, men vi har den samme fællesnævner.
Ligeledes er Weekendavisens skribenter som tætte familiemedlemmer. Dem, man glæder sig til at se igen fredag efter fredag og høre, hvad de nu har bedrevet og fundet på af krumspring og finurligheder. Alle de kendte ansigter er der. 10.000 lemminger kan faktisk godt tage fejl, og det er familiens Kloge Åge med den fabelagtige hukommelse, der uforfærdet har sat det på tryk. Man bliver så kisteglad og ligefrem stolt, når et værdsat medlem af familien skriver noget klogt og indsigtsfuldt, eller når de har fundet den helt rigtige overskrift, der er både sigende og vittig på én og samme tid.
Weekendavisen er oplagt at sammenligne med en familie, man er en del af. Vi har ikke nødvendigvis alle de samme interesser og meninger, bevares, men vi har den samme fællesnævner.
Ligesom i alle andre familier kan man også blive så vred, så vred.
Der er onkel, som alle har en mening om. Nogen elsker at hade ham – naturligvis på et sobert oplyst niveau. Vi er jo voksne mennesker. Men af og til falder én i og giver frådende sin mening til kende om onkel i avisens læserbrevsspalter. Man godter sig over hele optrinnet, for der er intet som lidt drama, der ryster familien sammen. Men man ved også, at onkel går ingen steder, så det er helt omsonst at skælde ud og påberåbe sig etos, patos og logos. Onkel er en del af familien.
Der er den værdsatte søster, der har boet i det store udland, og som vi med beklagelse vidste næppe kom hjem til den runde fødselsdag, selvom hun naturligvis gerne ville. Men pludselig vendte hun hjem til gården igen, og man troede ikke sit eget held.
Fætters irriterende selvhøjtidelige nye kæreste er der også. Man har fornemmelsen af, at flere andre synes, at hun er helt fin. Men du ved, at hun ikke passer ind i familien. »Det holder ikke,« tænker man i sit stille sind og håber, at man ikke tager fejl.
Og så er der alle de andre kendte og mindre kendte ansigter. Man har sine favoritter, bladrer, søger, leder efter dem til fredagsbaren, og det er ikke et tilfælde, når en skribent efterlyses i avisens spalter. Her bekymrer vi os oprigtigt for, hvorfor man ikke har deltaget i familiefesten.
Ligesom i alle andre familier kan man også blive så vred, så vred over helt åbenlyst forkerte beslutninger, der tydeligt afviger fra, hvordan vi er her i vores familie. Det var en fejl, at man eliminerede »Faktisk« fra avisen, så de små læsere ikke naturligt indoktrineres i, hvad der er skik og brug.
Man godter sig over hele optrinnet.
Weekendavisen er en familie, som det ikke bør kræve mange overvejelser at melde sig ind. Holder man Weekendavisen, bliver man en del af en eksklusiv kreds af de indviede. »Læser De også Weekendavisen?« kan man med et smil konstatere til en medlæser. Så ved begge, at man langt ude er i familie, og at vi er flere, der i en verden, hvor youtuberen er konge, tillægger velskrevet viden værdi. Weekendavisen er vores – læsernes avis.
Læs de andre læseres anmeldelser
