LÆSERNE ANMELDER WEEKENDAVISEN
Luksus
Jeg var til et middagsselskab for nylig, og talen faldt på luksus. Hvad er luksus? blev vi hver især spurgt. »Luksus er at læse avis,« svarede jeg, »at sidde i solen med en god kop kaffe og læse Weekendavisen.«
Jeg har abonneret, siden jeg var i lære, og dengang slap avisen altid op, inden det blev fredag igen. Nu med familie, arbejde og huslige pligter er det ikke altid let at finde tid til læsning, men jeg har mine små kneb: Man kan stå ved køkkenøen og smuglæse, så barnet tror, man er i gang med middagsmaden. Man kan tage avisen med på badeværelset og foregive at være i gang med rengøringen. Man kan tage den med i haven og lade, som om man luger.
Og hvilke dele af avisen læser jeg så? Det hele, hvis det er muligt! Men i alt fald sektionen Bøger. Så jeg kan tale med om de nye bøger, som jeg aldrig har tid til at læse. Og selvfølgelig Ideer, så jeg bliver lidt opdateret på den nyeste forskning inden for diverse felter. (Det påstås, at ingen elsker Lone Frank, men det passer ikke. JEG elsker Lone Frank – og hendes artikler).
Det, jeg ikke får læst samme uge, ryger i bunken. Så kan jeg altid forsyne mig herfra, hvis jeg skal en tur med toget eller har en anden pause, hvor det er muligt at læse. Og det gør ikke noget, hvis jeg får fat i en udgave, der er nogle måneder gammel – det meste stof er eviggyldigt og altid interessant. Hvis forsiden af første sektion var meget aktuel på trykketidspunktet, springer jeg den bare over …
Man kan stå ved køkkenøen og smuglæse, så barnet tror, man er i gang med middagsmaden.
Og så er der mappen med illustrationer af Gitte Skov – ren magi.
Efter mange år som abonnent føler man, at man kender de forskellige journalister og skribenter. Jeg har fulgt Bo Green Jensen, siden Laura var tweenager, og han fulgte hende og veninderne til koncert (med vat i ørerne, så hørelsen ikke tog skade). Så kom Rose til med sine filosofiske betragtninger om livet. Og nu er det Avas liv, jeg følger lidt med i; hun er et år ældre end min egen datter, så genkendeligheden er stor.
Hvis jeg læser en særligt spændende artikel om et emne, der optager mig meget, bliver den klippet ud og kommer i arkivet. Arkivet består af en større mængde kartonmapper, der hele tiden vokser i antal. De fleste har en helt nøgtern beskrivelse på forsiden: Biavl, Skak, Musik, Keramik, Biler eller Vin. Sidstnævnte især med bidrag af Poul Pilgaard Johnsen; »Barn Jesus i fløjlshabit« (2001) – »Efterårsdage med Lalou« (2005) – »von Ahm« (2010). Andre mapper har en mere bred titel, for eksempel »Big Brother« med artikler om CGI-animation, overvågningssamfundet, techgiganternes algoritmer og den slags.
Og så er der mappen med illustrationer af Gitte Skov – ren magi. Med få streger fremtryller hun enhver sindsstemning og opsummerer hele artiklens indhold i ét billede. Der findes mange fantastiske illustratorer, men for mig er Gitte Skov den største af de største. Når jeg en dag udgiver en bog, vil jeg ønske mig, at Gitte Skov vil illustrere den.
Madklummerne er en afdeling for sig. Hvis en opskrift virker mere end almindeligt lækker, ender den i et ringbind i køkkenet. Hvor alle andre udklip bliver udstyret med dato, bliver opskriftudklippene desværre behandlet lidt mere stedmoderligt. Men lidt detektivarbejde kan give et praj om dateringen. En klumme af Synne Rifbjerg, »Kyllingens pris«, har på bagsiden en lille strimmel af et program for Grand Teatret. De film, der reklameres for, er »…TMARTRE« og »…N LANG«, så vi må være i januar måned 2002, hvor man kunne se Den fabelagtige Amélie fra Montmartre og En kort en lang i Grand.
Der er utroligt mange opskrifter med rødbeder, jordskokker og selleri, især af Anne Knudsen, Birte Weiss og Marianne Hein. Nogle – mange – opskrifter har jeg afprøvet, mens andre er forblevet på drømmestadiet i ringbindet. En af dem, der er blevet brugt igen og igen, er af nyere dato; Signe Wulffs courgettefrikadelleopskrift. Hun skriver, at hun altid laver en stor portion i den tro, at der så er til frokost dagen efter, men børnene spiser altid hver og én. Denne oplysning videregav jeg til min datter, hvilket medførte, at hun ELSKEDE frikadellerne, allerede inden hun havde smagt dem første gang! Merete A. Baird vækker min indre kosmopolit, når hun skriver om kaviar i Teheran under shahen, Toulouse-Lautrecs syndefulde svesketærte i Paris, hot fudge i New York og Olivias ostesoufflé i Antigua.
‘Luksus er at læse avis,’ svarede jeg, ‘at sidde i solen med en god kop kaffe og læse Weekendavisen.’
Når jeg sidder der i haven og lader, som om jeg luger, kommer hele verden således til mig, fredag efter fredag. Og med et barn, der synes, at en tur i badeland er eksotisk, og en mand, der helst tilbringer ferien hjemme (og Danmark ER da dejligt, helt bestemt, men …), har jeg brug for det. Brug for at drømme mig ud i verden, til storbyen og larmen, til den vilde natur og stilheden. Til Morten Beiters Italien og Magnus Boding Hansens Latinamerika.
Så kære Weekendavis – du fornyer dig, men i ånden er du stadig den samme som for 24 år siden, da vores forhold startede. Jeg forlænger gerne kontrakten med 24 år mere – 24 år med luksus!
Læs de andre læseres anmeldelser
