LÆSERNE ANMELDER WEEKENDAVISEN
Professor emeritus med vid og bid
Lad os konstruktivt begynde med det bedste ved Weekendavisen. Det klart bedste ved avisen er, at der tydeligvis er lagt omhu i teksterne, det cirka lige så gode er, at man også har gjort sig umage med det visuelle. Det betyder, at avisen også fortjener omhu, når man læser den.
Under de omstændigheder kan man godt nå at læse tre af de lange – min betegnelse for helsidesartiklerne – før opmærksomheden kommer under pres. Det ideelle tidspunkt at læse Weekendavisen på, er derfor lørdag morgen, før resten af kernefamilien er stået op, i selskab af husets største kop fyldt med fire deciliter kulsort, knaldstærk, skoldhed kaffe.
Den omhu, der er lagt i teksten, fornemmes mange steder. Artiklerne er veloplagte, informative, indsigtsfulde og til tider sjove. Korrekturfejlene er færre end i andre medier. Perspektiverne er nogle af de længste på markedet.
Har man læst avisen hele sit voksne liv, får man et næsten personligt forhold til skribenterne, hvoraf mange har været på avisen, i hvad der virker som altid. Det er bemærkelsesværdigt, hvor stærk holdopstillingen egentlig er, for selvom man kan have sine favoritter, så holder man af hver enkelt. Der er de kloge, de skrappe, de polemiske, de vrede, de excentriske, de sjove, de nørdede, men ingen, som man bare springer over. Det er på samme måde med sektionerne: Jeg holder af dem alle sammen, men af forskellige årsager.
Når jeg forsøger at sammenholde stoffets karakter, mængde, kvalitet og underholdningsværdi med konkurrenter til min opmærksomhed, er det faktisk slet ikke dyrt.
Har man læst avisen hele sit voksne liv, får man et næsten personligt forhold til skribenterne, hvoraf mange har været på avisen, i hvad der virker som altid.
Så er der sproget. På en god dag oplever man WA-sproget som velartikuleret, klassisk dannet, med både vid og bid. På en knap så god dag er det lidt professor emeritus-agtigt. Kongehuset må være den eneste anden institution, som stadig skriver De og ikke du. Og ingen andre steder finder man flere ord af den type, som Dansk Sprognævn truer med at hælde ned i glemslens bundløse mudderpøl. Det er fint nok, at »forhandlinger pågår«, og at »synspunkter forfægtes«, knap så cool, når man ihukommer hedengangne sproglige relikvier, for nu at karikere en smule. Eller for at tage en autentisk formulering fra seneste udgave: Hvad menes der egentlig med det »ruinøse forhandlingsrum«, hvordan mon et sådant rum ser ud? Weekendavisen er også, vil jeg vædde på, det danske medie, som flittigst bruger semikolon; den diskrete, men sikre markør for litterær dannelse.
Det holdningsbårne stof, lederne, kommentarerne og klummer som Kontroversen, er så borgerlige, at det nogle gange nærmer sig en karikatur på konservatisme. Det er fint med mig, jeg er der for argumenterne, for jeg holder mere af mellemregninger end af facit. Men det ville klæde avisen at skifte lidt mellem de blå solbriller og de røde. Tænk på den dejlige kontrast man så mellem programmer som Det Røde Felt og Millionærklubben på daværende Radio24syv.
Bøger, en avis i avisen, er formidabel. Det er også det eneste sted, man finder en helt særlig variant af boganmeldelsen, nemlig den, hvor anmelderen har læst en fagbog og med den som afsæt causerer glad over bogens emne, uden det nødvendigvis afsløres, om der er tale om en god eller en dårlig bog. Det kan være sjovt og lærerigt alligevel, men presser genren »boganmeldelse« til bristepunktet.
Der er langt mellem de absolutte fejlskud, men de findes. Jeg tænker stadig med undren tilbage på en artikel i Ideer, hvor en professor i statskundskab citerede to andre professorer i statskundskab plus en bog, han selv havde skrevet om en fjerde professor i statskundskab. Alt sammen for at nå frem til en pointe så åbenlys, at det kun er på Institut for Statskundskab, at man kan finde på at diskutere det. Men okay, ingen pletskud uden fejlskud.
Det var også en skuffelse da børnetillægget, Faktisk, blev skåret ned til et enkelt opslag, for hverken jeg eller de andre nuværende abonnenter lever evigt, og nye læsere skal opdyrkes, hvis avisen også skal overleve de næste 273 årgange. Der ligger formentlig på Weekendavisen, som alle andre steder, en ubønhørlig økonomisk logik bag den slags overvejelser.
Nu vi er ved det pekuniære: Weekendavisen koster i øjeblikket i årsabonnement omkring 57 pr. eksemplar. Når jeg forsøger at sammenholde stoffets karakter, mængde, kvalitet og underholdningsværdi med konkurrenter til min opmærksomhed, er det faktisk slet ikke dyrt. Hverken streaming af film, musik, bøger eller public service-nyheder rammer helt den samme delikate balance mellem aktualitet og dybde, til den pris.
Det bliver til et fortsat ja tak herfra.
Perspektiverne er nogle af de længste på markedet.
Læs de andre læseres anmeldelser
