Weekendavisen i hegelsk prisme

Når jeg skal til at skrive,

så kører det i ring.

De ord der skulle blive,

de bli’r til ingenting.

End er der en foroven

som ånder på mit sprog

igennem kommaloven.

Den gør mig rigtig klog

på valgfrihedens regel

om komma foran at.

Den flyder ud af Hegel

og åndens regnebræt.

Så komma, med og uden,

det er en stridig sag,

bestemt af kommaguden

og af vort åndedrag.

Kom, komma, søde, milde!

Gør skriften let og lind,

lad flyde blæk og kilde

til ordets vel og vind.

Hvor ville man dig holde

som lov og pegepind

når verberne vil bolle

og krydserne vil ind!

Lad sætninger blot nekse

til de har fået nok.

Lad ikke dig forhekse

skønt du er ekvivok.

Du har en koblerolle

som taktens åndedræt

når leddene bliver kolde,

og feltet kører træt.

For tungens takt og tone

en pauseklovn skal stå,

en lærestreg for nogne,

et åndehul for få.

Hvem holder hvem i saksen?

Hvem har et fast princip:

at styre med syntaksen

eller kroppens træk og slip?

Et skrifttegn er en gåde

der løser sig i sang.

Så lad kun klangen råde

og rytmen gå sin gang.

Den er en ung blond pige

som næppe får det sagt

hun drømmer om at sige

af hjertets katarakt.

Versene kan synges på melodi af W. A. Mozart 1791 som Chr. A. Overbecks ”Kom, maj, du søde, milde” fra 1776.

Versene anmelder Weekendavisen som sprog, musik, filosofi.