En annonce for Weekendavisen, som Klaus Wivel ville skrive den
Vi må se i øjnene, at en del læsere finder os besværlige
En reklamekampagne handler selvfølgelig om at skaffe nye læsere til Weekendavisen. Men egentlig handler det også om at bevare dem, vi har – eller i det mindste hente dem tilbage, der har opsagt abonnementet.
Det hænder, at vi spørger de frafaldne, hvorfor de forlader os. Der er for meget at læse i de fire sektioner, svarer de, ja, de ville sandelig ønske, de kunne nå det, fortsætter de høfligt, men de får så dårlig samvittighed over at se avisen ligge dér ulæst på stuebordet. Mit svar plejer lidt kækt at være, at vi er så rummelige, at vi også er glade for læsere, der ikke læser avisen, men blot betaler deres abonnement. Det er jo ikke, fordi vi tager hjem til folk og hører dem i stoffet!
Lad os se nærmere på, hvad læserne siger er galt med Weekendavisen. De forklarer med et dybt suk, at artiklerne er for lange. Det er en tilståelsessag, at man kan møde ordrige tekster i Weekendavisen. Her hjælper det ikke at svare, »tro mig, de kunne være meget længere«. Som redaktør bruger jeg hver dag tid på at skære et vildtvoksende krat af sætninger ned. Det sker aldrig uden omfattende protester fra skribenternes side. I desperation foreslår de, at vi helt dropper at have et billede på artiklen, så der bliver mere plads. Man bad jo heller ikke Mozart om at fjerne noder fra hans symfonier, siger de. Andre mener, at vi kan sætte skriftstørrelsen lidt ned.
Men der er en god løsning for alle dem, der bliver trætte af at læse artiklerne. Man kan høre dem læst op, og det gør det unægteligt nemmere at komme igennem en alenlang artikel, hvis man kan lave noget nyttigt samtidig; køre bil eller vaske op. Vi bestræber os ovenikøbet på selv at læse vores artikler højt, hvilket burde være en kur mod at skrive så langt. Det kan tage op til tyve minutter at læse en meget lang artikel højt, og det foregår i et lille, klaustrofobisk studie på størrelse med en telefonboks.
Nogle gange diskuterer vi, om vi kunne trykke de samme aviser igen, uden at nogen ville opdage det. Men det tør vi trods alt ikke.
Vi må også se i øjnene, at en del af vores læsere føler stort mishag mod den ene eller anden skribent, ja, op til flere skribenter. De kan simpelthen ikke holde dem ud.
Aktuelle er vores artikler heller ikke altid, hvilket læserne jævnligt klager over. Vi plejer ligefrem at sige, at vi har indført et nyt journalistisk kriterium på Weekendavisen, som lægger sig tidsmæssigt et lidt andet sted, end man ellers har vænnet sig til på de store medier. I stedet for AFGØRENDE NYT! har vi indført kategorien AFGØRENDE GAMMELT! Kan vi afsløre, at børnesangen Poul sine høns ikke er skrevet af Jeppe Aakjær, som Gyldendals Musiksangbog for de små ellers hævder, så har vi ramt plet i den uge. Det er afgørende gammelt, og verden, også fortiden, er blevet et lidt bedre sted.
Sådan er det. De bedste artikler har et tykt lag historie i sig: Jeg er gladest, når nyheden er, at fortiden på et eller andet område må skrives om, så vi ser anderledes på tingene. Om den slags handler mange af Weekendavisens artikler, fra videnskabssektionen Ideer til første sektions debat, udland og indland. Det handler vores kultur- og litteraturdækning også om: at formidle de nye værker gennem et (ofte alt for omfattende) kendskab til alt det, der ligger forud.
Denne tilgang fører gerne til, at vi hører fra læsere, som vil kommentere en artikel, de netop har læst i Weekendavisen. Det viser sig, at den stammer fra en udgave, de fandt i avisbunken ved siden af sommerhusets brændeovn, og som de slet ikke opdagede var små ti år gammel. De troede, det var spritnyt stof. Den slags misforståelser er vi egentlig ikke så kede af. Nogle gange diskuterer vi, om vi kunne trykke de samme aviser igen, uden at nogen ville opdage det. Men det tør vi trods alt ikke. Vores krydsords-løsere ser alt og opdager alt. Sjusker man det mindste med tingene, er de straks over os.
Vi må også se i øjnene, at en del af vores læsere føler stort mishag mod den ene eller anden skribent, ja, op til flere skribenter. De kan simpelthen ikke holde dem ud. Det skyldes sandsynligvis, at journalisterne ofte har en meget personlig stil. Nogle skriver klassisk, neutral journalistik (ja, dem har vi da også), andre formulerer sig dybt særegent, og atter andre kombinerer genrerne på højst forvirrende måder. Ofte er læserne i stor tvivl om, hvorvidt det, de læser, er en analyse, en kommentar, en nyhedshistorie eller en klumme. Det hænder, at en enkelt artikel er det hele samtidig.
Søger man ensretning, virker det selvsagt noget besværligt. Men det kan også have den overraskende bivirkning, at læserne får et decideret tæt forhold til skribenterne. Også af og til et kærligt forhold. Man kan til tider få det indtryk, at enkelte skribenter er mere fortrolige med læserne, end de er med deres nærmeste familie.
Man bad jo heller ikke Mozart om at fjerne noder fra hans symfonier.
Vi er officielt en borgerlig avis med tryk på frisindet, og vi huser skribenter, som sætter en ære i at være på tværs af det, vi i mangel af et bedre ord kan kalde tidsånden.
Digitale er vi selvfølgelig blevet, men formentlig som den sidste avis i verden, hvad enkelte læsere også har ærgret sig over. De har ret. Indtil for få år siden var det vores sekretær Heidi, som satte en halv time af hver fredag til at ordne vores hjemmeside. Det fungerede egentlig udmærket – avisen har altid haft en særdeles sund økonomi og forbløffende mange trofaste læsere. Men selv Weekendavisen har indset, at det digitale er kommet for at blive, og nu er hjemmesiden designet således, at den er i æstetisk samklang med papiravisen, som har været kåret som klodens smukkeste.
Fremmedord sniger vi også af og til med i artiklerne, hvilket læserne ofte klandrer os for. Her er et morsomt eksempel fra sidste år, skrevet af en af vores faste journalister, som egentlig ville skrive en klumme vendt mod fænomenet. »Jeg hader ostentativ brug af fremmedord,« indledte han. Måske var det ment som en joke, men i så fald var den godt camoufleret. Jeg var nok ikke den eneste læser, der imponeret over skribentens ordforråd måtte slå ostentativ op i Den danske ordbog (det betyder: beregnet på at imponere eller vække opmærksomhed; pralende).
Så er der det politiske. Her vender læsernes klager i alle retninger. Vi er officielt en borgerlig avis med tryk på frisindet, og vi huser skribenter, som sætter en ære i at være på tværs af det, vi i mangel af et bedre ord kan kalde tidsånden. På sin vis har det altid været en del af avisens særkende at slå kontra på den vinkel, alle andre medier var blevet enige om. Vi har eksempelvis journalister, som insisterer på at forholde sig uærbødigt til Danmarks stolteste erhverv: vindmølleindustrien, ligesom de heller ikke tror på, at el-biler, flyskam og veganisme vil løse klimakrisen i nævneværdig grad.
Andre giver udtryk for holdninger, som nedtoner i hvor høj grad racisme, kolonialisme og mandschauvinisme er så kolossale problemer i vor dele af verden, som man ellers kunne få indtryk af. Disse skribenter får altid læst og påskrevet på de sociale medier, og mange læsere sætter dem ligeledes effektivt på plads i læserbrevsspalten. Men det er, som om de ikke rigtig lytter efter.
På den anden side er der også dem, der mener, at Weekendavisen er for politisk korrekt. At vi tværtimod lefler for meget for de rette holdninger. En berygtet journalist og meningsmager på Berlingske (han hedder Bent Blüdnikow) holder af at kalde os »Politiken Light«. »I er meget gode for tiden,« ler han. »I er svagest om fredagen.«
Det er virkelig ikke let. Læsere, der ikke bryder sig om at kunne møde alt for mange forskellige holdninger, for fyldige artikler og for uensartede journalistiske stilarter, vil få det vanskeligt med Weekendavisen. Så er De advaret.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
