En annonce for Weekendavisen, som Morten Beiter ville skrive den
En avis som os
Jeg fløj engang til Irland med en ingeniør, som allerede inden maskinen var landet havde flere forslag til, hvordan Irland kunne blive et meget mere effektivt sted på kloden. »Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare…«, indledte han mange sætninger. Inden der var gået et døgn, lå han og rodede rundt efter sin ene kontaktlinse på et lokum i et forfaldent hus ved floden Nore efter en aften på den lokale pub, som i øvrigt var møbleret med skrammede kirkebænke fra den nedlagte protestantiske kirke, og hvor folk stillede sig op og urinerede midt på gulvet, når de var utilfredse med et eller andet.
Det var dengang, kontaktlinser kostede i omegnen af et par briller, så ingeniøren havde ikke andre med. Til sidst fandt han sin linse. Den lå som en lille døende gople på kanten af en oprindelig hvid toiletkumme, der var tilkoblet et rør, som gik gennem huset for at ende en meter over flodspejlet i denne prægtige landsby, hvor den berømte filosof George Berkeley – ham, et californisk universitet blev opkaldt efter – var kommet til verden nogle hundrede år i forvejen. »At være er at sanse«, eller »at være er at blive sanset«, lød et par af Berkeleys læresætninger. Men hvad så med kontaktlinsen på kummekanten? Eksisterede den så også i tidsrummet, fra den blev tabt af sin ørlende ejer, til den blev savnet af ham, kunne man spørge. Ja, for Gud så det ske, ville Berkeley nok have svaret. Under alle omstændigheder blev linsen genforenet med sit øje, og Irland forblev uforbedret.
Hvis Weekendavisen blev leveret af et madfirma, ville den være rubriceret i kategorien »overraskelseskasse«.
Rejsen til Irland var det første, jeg kom i tanke om, da jeg blev bedt om at skrive en annonce for Weekendavisen. Måske fordi jeg i mine år på avisen har mødt en del kolleger på andre medier, som stillede sig lidt ingeniøragtigt an over for den ugentlige publikation. »Den er for uprioriteret,« sagde en tv-vært for eksempel engang, da vi en sen aftentime hastede gennem DR-byens høje, bare betongange på vej mod studiet. Det, han sagde, var, at avisen var redigeret med en møggreb, »og vi skulle bare…«
Jeg forstod ham sådan set godt. Inden hans udsendelse gik i luften, var hvert indslag blevet vendt og drejet af en redaktion, der ikke havde overladt meget til tilfældighederne. Udsendelsen var som en koncert, spillet på et hulkortstyret, automatisk klaver. Sådan er det på tv, vil tv-folk måske sige, ikke et sekund må gå til spilde, og intet må gå galt. Men der er vel også en grund til, at det er mere spændende at gå til en rigtig koncert end at lytte til et automatisk klaver. Af samme grund føltes det som en sanseeksplosion, da Radio24syv i sin tid foldede sig ud, og man pludselig blev præsenteret for noget, man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man gad lytte til. En syndig rodebutik drevet af passion, og som hver dag gik under for at genopstå dagen efter, indtil det var forbi.
Her er det stadig sådan, at en vis mængde kaos er bedre end orden.
Men Weekendavisen er her endnu, på halvtredsindstyvende år. Når det er lykkedes at overleve gennem en tid, hvor mediebilledet forandrer sig hele tiden, må det blandt andet skyldes »møggreben«, som nu engang er et mere fascinerende værktøj end en kagegaffel. Man kan aldrig helt være sikker på, hvad den får fat i. Eller hvem der holder om den. Eller deres intentioner.
Uforudsigeligheden er uden tvivl en af Weekendavisens største styrker. At vi ikke er en topstyret, journalistisk organisation, men en »lystdrevet publikation«, som en tidligere kollega engang udtrykte det. Forstået på den måde, at vi skriver om det, vi selv finder interessant, vigtigt, sjovt og tragisk, som dem, vi er, og ikke som dem, vi efter nogens mening måske burde være. Jeg husker en diskussion, jeg for år tilbage havde på en chefredaktørs kontor i det sønderjyske medielandskab. Han havde lige præsenteret resultatet af en såkaldt »læserundersøgelse«, som gik ud på at fastlægge, hvad læserne ønskede af deres avis, og nu skulle vi justere den redaktionelle linje, så vi kunne standse nedgangen i oplaget. Mødet endte med, at chefredaktøren vrissede, at »jeg skal sørge for, at du aldrig bliver ansat i huset igen«. Senere var jeg ansat på Berlingske, hvor man under parolen Tættere På Læserne – i daglig tale TPL – havde fået fremstillet papfigurer i naturlig størrelse af såkaldte »kernelæsere« med navn, alder og interesser. »Tættere På Lukning« blev TPL hurtigt omdøbt til. Hulkortstankegangen er fortsat til i dag, hvor mediehuse er begyndt at måle på, hvilke artikler der læses mest på nettet, og der afholdes jævnlige samtaler med journalisterne om, hvilke slags historier de bør satse på for at beholde deres rating og i sidste ende måske også deres job.
Sådan en avis er Weekendavisen ikke endnu. Her er det stadig sådan, at en vis mængde kaos er bedre end orden. Her kan voksne mennesker stadig føre pjankede dialoger med hinanden om boldspil og sportsstævner, og det får ind imellem lov at blive både langhåret og uldent og gå til grunde i selvydmygelse, fejret af nogle, hadet af andre, men sjældent ligegyldigt. Hvor det vil hen, ved det heller ikke altid selv. Vi er, hvad vi er. Et skoleblad for voksne.
For nogle uger siden havde jeg besøg af en gammel kollega fra Berlingske, og som Weekendavisen deler bygning med. »Du må vide det,« sagde hun. »Når jeg skal hjem, bruger jeg tit udgangen henne ved Weekendavisen, og jeg har nogle gange lagt mærke til, at der lugter muggent derhenne, nærmest råddent. Ved du, hvad det er?« Jeg foreslog, at det måske var den store vandskade, som for et stykke tid siden ramte en del af bygningen. Men det afviste hun, for vandskaden var slet ikke henne i det hjørne. Vi kom det ikke nærmere, men igen kunne jeg fornemme en vis skepsis, der i dette tilfælde havde taget bolig i selve sanseoplevelsen: At vi er nogle underlige nogle. Nørdede og højrøvede. Som ovenikøbet også lugter mærkeligt. Men ved nærmere eftertanke er det måske møggreben, som nogen havde ladet stå i et hjørne, og som man kunne overveje at få bygget ind i våbenskjoldet, næste gang det skal til grafisk eftersyn.
Hvis Weekendavisen blev leveret af et madfirma, ville den være rubriceret i kategorien »overraskelseskasse«. Med andre ord en avis, der er fuld af alt det, man ikke anede var interessant, før man pludselig opdager det. Det kræver et højt niveau af gensidig tillid, selvtillid og venlig højrøvethed, og indimellem sker det, at nogen gør i tagrenden.
På den måde ligner Weekendavisen det hus, den italienske forfatter og journalist Curzio Malaparte opførte til sig selv på et klippeskær på øen Capri i 1930’erne. »Et hus som jeg« kaldte han det prætentiøst, og det lignede mest af alt en gigantisk calamaro-blæksprutte, som en kæmpebølge havde skyllet i land.
Malaparte var halvt tysker, halvt italiener. Han begyndte sin journalistiske karriere som fascist og døde på den modsatte side af det politiske spekter som kommunist, mener nogle. I virkeligheden var han først og fremmest i sine sansers og følelsers vold. For ham var intet helligt, intet statisk. Han var på alle måder en uforudsigelig, uregerlig og uforfærdet bastard, som skrev guddommeligt i tidens strøm. Og både hans hus og hans tekster er der af en eller anden grund endnu.
Her kan voksne mennesker stadig føre pjankede dialoger med hinanden om boldspil og sportsstævner, og det får indimellem lov at blive både langhåret og uldent og gå til grunde i selvydmygelse, fejret af nogen, hadet af andre, men sjældent ligegyldigt.
Læs de andre skribenters bud på en annonce
