LÆSERNE ANMELDER WEEKENDAVISEN
Jeg læser Weekendavisen.
Ti stille!
En morgen på et kursussted sidder jeg og læser Weekendavisen samtidig med morgenkaffen. En medkursist lægger an til at sætte sig ved mit bord. Jeg fortæller, at jeg ikke er et morgenmenneske – men det stopper ikke medkursisten. Han vil indlede en samtale. Jeg læser om Milena Penkowa – en hel side i stort format – selvfølgelig.
Han ser på avisen – forstår ikke, at man kan læse artikler i den længde – jeg ser på ham, nødtvunget med et tvært ansigt. Jeg forstår ikke, at man vil læse noget, der er mindre dybdegående. Jeg forsøger at være høflig. Medkursisten fanger det ikke. Jeg læser og opsluger kaffe til kroppen. Medkursisten konverserer. Jeg forstår ikke, at han ikke forstår, at jeg er i gang med at læse om Milena Penkowa, en sag, der skaber bølger ud i samfundet. Kan jeg ignorere ham bort?
Pinefuldt er det i hvert fald. Måske for medkursisten, men i hvert fald for mig. Jeg læser ikke avis – jeg læser Weekendavisen. Ti stille!
Jeg læser ikke avis
– jeg læser Weekendavisen.
Gad vide hvad Arne Hardis og Hans Mortensen siger til det?
Weekendavisen er ikke en almindelig avis. Dem, der skriver, betyder noget. Det er ikke bare interessant, hvad der bliver skrevet, men også, hvem der gør det. Og gennem 25 år lærer man dem at kende.
At læse Weekendavisen er at være i selskab med nogle vidende mennesker, der har gjort sig umage. Som et godt middagsselskab. Man kender dem og ved, hvem der har noget spændende at sige, eller hvem der sikkert har fundet ud af noget forbløffende.
Når der er sket noget i dansk politik, tænker jeg: ”Gad vide hvad Arne Hardis og Hans Mortensen siger til det?” Torsdag aften åbner jeg appen i håb om, at deres artikel er kommet ud – og at de har skrevet om det.
Der er favoritter, hvor alt bliver læst, som Leny Malacinsky og Martin Krasnik. Hvor emnet er ligegyldigt – bare det at læse dem er interessant.
Samtidig kan jeg blive arrig over, hvordan Peter Friis Møller tilbereder grønkål. Blive træt af at høre på Bo Green Jensen – og jeg synes, Lars Bukdahl er for meget.
Men jeg skal lige høre, hvad Anna Libak har at sige i denne uge. Man ved, at hun i den grad taler lige ud af posen. Hun pussenusser ikke med ordene. Klar tale – og gerne om det, få andre taler klart om.
Gad vide hvad Arne Hardis og Hans Mortensen siger til det?
Gennem 25 år er det interessant selskab at mødes i. Jeg bladrer siderne igennem for at få appetit, og når sulten overmander mig, så kaster jeg mig over en artikel. I starten var det Kultur jeg begyndte med og læste den med bagsiden først.
Nu er Samfund absolut favoritten – dernæst Ideer. Og tegneserien fra Christoffer Zieler, der er så spiddende, at jeg læser den flere gange i løbet af ugen og finder nye dybder i satiren hver gang.
Jeg læser debatsiderne. Uger med diskussioner om feminisme og miljø.
Jeg er blevet klogere. Jeg er uenig. Jeg er forbløffet, og jeg er fyldt med samtaler efter en eftermiddag med Weekendavisen. Tak, fordi jeg får lov til det hver uge.
Jeg er blevet klogere.
Jeg er uenig. Jeg er forbløffet.
Læs de andre læseres anmeldelser
