Annoncer som Weekendavisens skribenter selv ville skrive dem:
En avis hen
over midten
Læsere af Weekendavisens ledere vil vide, at vi har været noget skeptiske, når det gælder den nye SVM-regering. Tanken om et tværpolitisk fornuftsægteskab byder os simpelthen imod, vi er endda gået så vidt at kalde konstruktionen for et teknokratisk monster. Det forekommer måske lidt vel tidligt at verfe denne historiske midterregering væk, men vi er skeptiske:
Vi vil så gerne imponere
Weekendavisen er for meget. Den er en forfinet gammel queen, en excentrisk bordherre, der taler på sine omgivelser, og som man halvt bebrejder, halvt elsker for sin krukkede, rørende selvvigtighed. En belæst, bedaget onkel eller verdensdame, der igen og igen kommer til at udbasunere noget tonedøvt (men såmænd tolerant): Jamen nogle af mine bedste venner er transvestitter!
Weekendavisen er øretæveindbydende, fordi vi kloger os uden altid at følge med tiden. Men vi gør det af et rimeligt rent hjerte for at være interessante og underholde vores læsere, og hvis det nogle
Weekendavisen er her endnu. Mere unik end nogensinde
Der var engang for efterhånden en del år siden, hvor det gjaldt om at være unik. Det var positivt at være en “ener” og negativt at være et flokdyr. Man skulle skille sig ud, gøre en forskel og brænde igennem.
Det var i samme periode, at den positive psykologi havde kronede dage; man kunne simpelthen suggestere sig til at blive den bedste udgave af sig selv, og over det ganske land stod kvinder og mænd under bruseren om morgenen og bankede sig i brystet og råbte: “Jeg er god, jeg er god, jeg er god!” Og så tog de ellers ja-hatten på og gik på arbejde.
Vi må se i øjnene, at en del læsere finder os besværlige
En reklamekampagne handler selvfølgelig om at skaffe nye læsere til Weekendavisen. Men egentlig handler det også om at bevare dem, vi har – eller i det mindste hente dem tilbage, der har opsagt abonnementet.
Det hænder, at vi spørger de frafaldne, hvorfor de forlader os. Der er for meget at læse i de fire sektioner, svarer de, ja, de ville sandelig ønske, de kunne nå det, fortsætter de høfligt, men de får så dårlig samvittighed over at se avisen ligge dér ulæst på stuebordet. Mit svar plejer lidt kækt at være, at vi er så rummelige, at vi også er glade for læsere, der ikke læser avisen, men blot betaler deres abonnement. Det er jo ikke, fordi vi tager hjem til folk og hører dem i stoffet!
Det er jo ikke
en normal avis
Weekendavisen er en mærkelig avis. Og måske af samme grund har mange et mærkeligt forhold til den. Mig selv inkluderet. Avisen har været en del af mit liv, siden jeg var barn. Jeg husker mit tidligste minde fra redaktionen. Det må have været omkring 1990-91, da jeg var otte-ni år gammel. Min far, Lars Villemoes, var netop blevet ansat af den daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden, efter at have løbet panden mod muren ovre på Dagbladet Information, hvor han havde afsløret Blekingegadebanden, men siden mødt stor modstand fra avisens venstrefløj, der ikke brød sig om alle disse afdækninger af forbrydelser og terrorvirksomhed blandt deres meningsfæller.
En avis som os
Jeg fløj engang til Irland med en ingeniør, som allerede inden maskinen var landet havde flere forslag til, hvordan Irland kunne blive et meget mere effektivt sted på kloden. »Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare…«, indledte han mange sætninger. Inden der var gået et døgn, lå han og rodede rundt efter sin ene kontaktlinse på et lokum i et forfaldent hus ved floden Nore efter en aften på den lokale pub, som i øvrigt var møbleret med skrammede kirkebænke fra den nedlagte protestantiske kirke, og hvor folk stillede sig op og urinerede midt på gulvet, når de var utilfredse med et eller andet.
Vi snuser til videnskabens beskidte vasketøj
Der er gode grunde til at hylde videnskaben i disse år. Tag bare de mRNA-vacciner, som på kort tid har taget brodden af coronapandemien og reddet hundredtusindvis af menneskeliv: På få måneder lykkedes det forskere at aflure, hvordan Sars-Cov-2-virusset danner sine famøse pigge, for derefter at copy-paste instrukserne ind i præfabrikerede molekyler, der kan sprøjtes ind i en blodåre og få kroppen til at lave sin egen vaccine. Det er en fantastisk bedrift; et håndgribeligt bevis på videnskabens utrolige potentiale.
En annonce, som Gitte Skov ville tegne den
Skribenternes avis er også læsernes avis
På en hylde i Weekendavisens tekøkken står en plakat, som nogen engang har fået rammet ind. Glasset er revnet, rammen i stykker, plakaten lidt gulnet.
“De skriver Weekendavisen” står der med fede typer i bunden, og ovenover er der 25 portrætfotografier af avisens journalister sat sammen i en collage. Adspurgt om plakatens oprindelse svarer Hans Mortensen, som på billedet ses friskfyragtig
Hvis der er en nyhed i Weekendavisen, har vi gemt den godt
På avisen har vi en talemåde, som afleveres med skyldafvaskende ærgrelse: “Alle nyheder indtræffer torsdag eftermiddag.” Underforstået efter torsdagens deadline, så man i sin artikel akkurat ikke når at få den vigtige udvikling i en sag med, som på et sekund forvandler den med flid og møje formulerede tekst til aske.
Ingen læser jo HELE Weekendavisen
Og det kan man læse mere om i min tegneserie om avisen.
Derfor skal man ikke sælge Weekendavisen iført hættetrøje
I foråret optrådte jeg i nogle annoncer for Weekendavisen, hvor jeg var iført hættetrøje. Jeg går faktisk med hættetrøje en gang imellem, selvom jeg er helt bevidst om, at det er lidt påtaget for en 50-årig mand at gå med hættetrøje. Jeg synes, man skal klæde sig nogenlunde alderssvarende, og jeg er derfor holdt op med at gå med gummisko, når
Vi ville gerne skrive mere om sex i Weekendavisen
På Weekendavisen vil vi egentlig gerne skrive mere om sex. Vi tror, det interesserer vores læsere, og kan heller ikke selv sige os fri for en vis nyfigenhed.
Men det falder os svært. Hvor de fleste andre medier dusser løs på folk, holder vi os på respektfuld afstand for at vise, at læseren er sin egen. Det kælne føleri lader vi andre om.